I en tid, hvor Pyongyangs paranoide og despotiske styre rasler med den atomare sabel, er det velgørende at komme i hu, at ledende danske politikere heldigvis ikke udelukkende har sunget i de fordømmendes kor. Dobbeltpolitikken – medlemskabet af Vestens sikkerhedspolitiske inkarnation, NATO, og samtidig afspændingspolitik overfor Warszawa-pagten – blev heldigvis også praktiseret overfor det nordkoreanske diktatur. Således i maj 1984 da den tidligere statsleder Anker Jørgensen var på visit hos “den store leder” Kim Il-Sung. Samtidig i Bruxelles måtte den danske regering overfor “den gale hund”, Ronald Reagan, forsvare den danske tilbageholdelse af infrastrukturmidler til de mellemdistanceraketter, hvis fornemste opgave det var at fremtidssikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Vesteuropa.

Det var artige erklæringer, der blev udvekslet under den socialdemokratiske formands besøg hos kammerat Kim. Og midt i al hurlumhejen om Nordkorea er det ganske enkelt for fristende en anledning: Her kommer den så i uddrag – Ankers tale til “den kære leder”.

Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Anker sammenlignede derefter den nordkoreanske kamp med Danmarks under besættelsen:

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Herefter fulgte en rosende omtale af det nordkoreanske folk og den høje levestandard:

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

Enhver form for kommentar er vist overflødig.