Tag-arkiv: ESS

Hvor er medianvælgeren i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2024. 2 svar

Jeg havde forleden en samtale med flere kolleger om, hvad medianvælgeren i Danmark egentlig vil. Baggrunden var en diskussion af næste valg, og hvad de nominelt blå partier vil gøre, og kan opnå. Problemet er, at de fleste – måske endda inklusive Liberal Alliance – har købt Hjort-doktrinen om, at man ikke kan vinde valg på blå politik, men må rykke ind mod den politiske midte. Hjort-doktrinen, som den kaldes i Danmark, er let genkendelig for alle public choice-forskere som en simpel udgave af medianvælgerteoremet. Men for at teoremet virker tydeligt, kræver det blandt andet, at der er én dimension i politik, at forhold som opfattet kompetence og ærlighed ikke er vigtige for vælgerne, og at man faktisk ved, hvor midten ligger. Det var det sidste punkt, vi kom til at diskutere.

Det mærkelige er, at midtpunktet i dansk politik i meget høj grad handler om omfordeling, og meget dansk politik derfor kommer til at handle om det. Det gælder for eksempel al mulig økonomisk politik, hvor ethvert forslag kommer med en vurdering af, hvordan det omfordeler indkomst, forbrug, skattebyrde eller andet. Er man akklimatiseret til dansk politik, virker det næppe mærkeligt, men det er det når man ser på, hvad danskerne konsistent siger i værdiundersøgelser.

Som kortet nedenfor illustrerer, er danskerne de mindst tilbøjelige i Europa til at støtte mere statslig omfordeling. European Social Survey, som kortet er lavet på baggrund af, spørger hvert andet år om staten skal introducere politik for at omfordele mere. Spørgsmålet stilles på en skala fra 1 – at man er stærkt enig – til 5, at man er stærkt uenig.

Den mindst omfordelingsvenlige region i hele ESS-undersøgelsen er Sydjylland og Fyn, hvor gennemsnittet er 3,22, efterfulgt af hovedstaden (3,08), Sjælland og Nordjylland (begge 3,04), og Karlovy Vary-regionen i det vestligste Tjekkiet.

Uden at konkludere for meget, er den simple pointe med dagens post, at danskerne overhovedet ikke er så forhippede på omfordeling, som store dele af Folketinget synes at tro. Skal de lede efter vælgere, der virkelig synes det er enormt vigtigt, skal de tage til Athen, Lissabon eller det vestlige Ungarn. Det er ikke i Danmark, at man finder vælgere der synes at yderligere statslig omfordeling er særligt vigtig eller ønskværdig.

Skattetryk og folks præferencer

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2018. 4 svar

Danmark har et af verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og der er ingen tegn på, at det bliver lavere. Selvom der er rigelig evidens for, at skatten og størrelsen på den offentlige sektor er en bremse på økonomien (se f.eks. her, her og her) – et velkendt fænomen som vismændene alligevel ikke taler om, da det bliver opfattet som politisk kontroversielt – har selv Liberal Alliance givet efter for den primære opfattelse på Christiansborg. Her er man ethvert tilløb til noget, der kunne opfattes som nedskæringer, som en sikker vej til stemmetab. Man må dog spørge sig selv om, hvor dybt den øjensynlige støtte til velfærdsstaten stikker, og ikke mindst, i hvor høj grad danskerne faktisk opfatter omfordeling som et ufravigeligt princip i dansk politik.

Og det er netop det, vi gør i dag. Med basis i the European Social Surveys (ESS) tre sidste runder fra 2012, 2014 og 2016 (hvor Danmark ikke var med), ser vi i dag på, om den gennemsnitlige borgers præferencer for omfordeling og for en ’stærk stat’ kan forklare, hvorfor Danmark har så ekstremt et skattetryk og så stor en velfærdsstat. Vi ser derfor ikke på, om velfærdsstaten faktisk omfordeler ret meget, men udelukkende på størrelsen og folks præferencer.

På tværs af de europæiske lande, der er dækket af ESS, viser den første figur sammenhængen mellem folks holdning til, om staten skal omfordele / sikre mere økonomisk lighed. Spørgsmålet er stillet på en fem-punktsskala, som vi omregner til et tal mellem -2 og 2 (stærkt uenig er -2, uenig -1, enig er 1, og stærkt enig er 2). Det tal giver omfordelingspræferencen på x-aksen, som vi plotter mod skattetrykket (senest tilgængelige tal fra CIA World Factbook) på y-aksen. De røde prikker er tidligere kommunistiske lande mens den sorte er Danmark.

Det påfaldende, når man ser på de faktiske tal, er at danskerne har de suverænt svageste omfordelingspræferencer i Europa, men et af de højeste skattetryk. Det er således svært at forklare det nuværende skattetryk med befolkningens nuværende præferencer for omfordeling. Spørger man dem, vil danskerne ganske enkelt ikke have mere omfordeling!

Argumentet om, at staten skal sørge for mere økonomisk resultatlighed – som man kan høre politikere fra Enhedslisten til Venstre gentage med jævne mellemrum – er derfor svært at se bakket op af befolkningen. Et andet argument er derfor, at danskerne gerne vil have en stærk stat, dvs. en stat, der er i stand til at gøre’ meget’. Netop det argument er også ganske populært blandt politikere, ikke mindst fordi en stærk stat giver dem langt mere indflydelse end alternativet.

Dén sammenhæng plotter vi en den anden figur, hvor præferencen for en stærk stat på en seks-punktsskala er plottet mod omfordelingspræferencen. Med lidt god vilje kan man her notere sig, at på tværs af Europa går præferencer for en stærk stat og en omfordelende stat generelt hånd i hånd. Igen gælder det dog, at danskerne har de klart svageste omfordelingspræferencer, og også nogle af de svageste præferencer for en stærk stat – kun islændinge og svenskere er endnu mindre vilde med en stærk stat.

Læserne kan naturligvis spørge, hvad man skal med den viden? Vi vil lade det spørgsmål blæse i vinden, for ikke at drage normative implikationer af surveydata, der giver generelle indikationer. Én ting kan man dog konkludere: Når man spørger danskerne, er de hverken vilde med omfordeling, en stærk stat, eller at betale skat.

Har ens fordeling af levestandard noget at gøre med fairness?

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2016. 3 svar

Er nogle af læserne interesserede, er de i Aarhus på fredag og har de tid, afholder Tuborg-centeret seminar med Martin Rode (Uni Navarra). Martin, der er en af vores faste gæster og en god ven, holder oplæg om ny forskning med titlen ”Globalization and political views on government intervention: Is the left being radicalized by free trade?” Seminaret afholdes 13-14 i L-bygningen på Fuglesangs Allé og er naturligvis åbent for alle interesserede. Jeg ser særligt frem til det, da det er spritnyt arbejde sammen med vores nye, fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri.

Spørgsmålet håndteres bl.a. ved at se på folks præferencer for statslig intervention i private markeder, og folks præferencer for omfordeling. Jeg besluttede mig derfor af ren interesse at se, om man kunne finde lignende indikatorer for folks opfattelse af fairness. Det viste sig, at the European Social Survey havde spurgt om velfærdsattituder i 2008, og spørger om noget lignende i år. Spørgsmålet, der blev stillet, er om det er nødvendigt for at sikre et ’fair samfund’ at forskellene i levestandard må være små. Det blev stillet på en fem-punktskala fra ”meget enig” til ”meget uenig”. I figuren nedenfor har jeg omformet det til en skala fra -2 til 2, hvor mere negative scorer viser større uenighed med ideen om at fairness forudsætter lav ulighed.

fair-levest

Det interessante ved billedet er, at det eneste land hvor et lille flertal er uenig med ideen er Danmark. 32 % erklærede sig enige, mens 45 % var uenige; af alle, der havde en holdning, var 59 % uenige. Hollænderne (36 % uenige) og briterne (35 % uenige) er som sædvanligt ganske tæt på os, mens en gruppe lande med Norge (28 %), Tjekkiet (28 %), Frankrig (lidt pudsigt på 27 %) og Sverige (25 %) er tæt på. Sagt på en anden måde, er de mindst velfærdsmindede i Europa sjovt nok danskerne.

Hvorfor ser vi disse store forskelle? Der er en lang række mulige forklaringer, men ser man på simple korrelationer mellem de nationale gennemsnit og andre variable, dukker der en mindre gruppe faktorer op. Tester man dem op mod hinanden, som jeg gjorde i morges, viser det sig at de bedste forklaringer ser ud til at være, at tidligere kommunistiske lande er mindre omfordelingsvillige, og mere korrupte og mere religiøse lande er mere omfordelingsvillige. En kommunistisk fortid og korruption ser umiddelbart ud til at være cirka dobbelt så vigtige som religiøsitet. Hvorfor er danskerne så utilbøjelige til at forbinde lighed med fairness? Tja, en første – og absolut præliminær – forklaring, er at vi ingen autoritære, religiøse autoritetsideer har, og at processen, der skaber større forskelle i levestandarder, rent faktisk er fair – og at vi opfatter den sådan. Hvorfor lighed så er så stor en diskussion blandt danske politikere, er lidt et mysterium.

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

Hvor religiøse er europæere?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2015. 6 svar

Taler man med folk med forbindelse til Folkekirken hører man ofte påstanden, at danskerne da slet ikke er så sekulære som det påstås. Samtidig nægter præster at indberette messefald eller besøgstal i danske kirker, formodentlig i et forsøg på at dække over et faktisk problem. Heldigvis kan man i stedet spørge folk, om hvor ofte de kommer i kirken. European Social Survey er en af kilderne til informationen, fordi man netop spørger om, hvor ofte går i kirke i de europæiske lande. Figuren nedenfor plotter hvor mange der kommer mindst ugentligt.

ESS kirkelige talSvaret er ret klart: Kun esterne er mindre religiøse end danskerne, målt på denne måde. Det er ydermere tankevækkende, at de mindst religiøse alle er nordiske lande – når man tæller Estland som det ’hemmelige’ nordiske land – mens de stærkt katolske lande Irland og Polen ligger i den anden ende. Hver anden polak går således i kirke hver uge, mens det er 3,2 % af esterne og 3,6 % af danskerne.

Et andet forhold, der også kan være værd at tænke over, er regionalforskellene. Den mest religiøse del af Polen er Lubelskie-regionen, der ligger klemt inde østpå med grænser til Ukraine og Hviderusland, hvor 61 % går i kirke hver uge. I Irland er det Midlands-regionen (46 %), som bekræfter en almindelig ide om, at folk er mere religiøse i landlige områder. Men i Danmark er de mindst religiøse regioner Sjælland (udenfor hovedstadsområdet) og Syd- og Sønderjylland; begge steder er det kun lidt over to procent, der gør ugentligt i kirke, mens 90 % aldrig kommer der. I det sydlige Estland, så langt fra Tallinn som muligt, er det tilsvarende tal 93 %.

En sidste observation kunne være, at der praktisk taget ingen sammenhæng er mellem velstand og religiøsitet, som man ellers ofte påstår. Det ser heller ikke ud til, at tre generationers kommunisme kan aflæses i tallene – de to yderpunkter Estland og Polen har samme historie på det punkt. Så der er masser af stof til eftertanke her først på agurketiden.