Et af de store spørgsmål i EU-debatter burde være, hvorfor nogle personer og befolkninger er så begejstrede for yderligere suverænitetsafgivelse til EU, og for yderligere regulering og indgreb, end andre. En teori, jeg så præsenteret så langt tilbage som i 2003 da jeg var en grøn PhD-studerende, er at det handler om institutionernes kvalitet. Ideen er ganske simpel: Man foretrækker at have de facto magten – f.eks. indflydelsen over implementering af reguleringer osv. – placeret hos den myndighed, man har mest tiltro til. Ser man det fra den vinkel, er spørgsmålet om man helst så magten koncentreret hos EU eller det nationale parlament.
Plotter man forholdet mellem, hvor meget tillid befolkningen har til EU, relativt til dens tillid til det nationale parlament, får man billedet i figuren nedenfor (tallene er fra den seneste EuroBarometer-undersøgelse). Det særlige er, hvilken holdning disse lande har til unionen og dens politiske retning. De røde søjler viser den relative tillid til EU i lande med en kommunistisk fortid, de sorte er resten, mens de stribede illustrerer en helt særlig gruppe i EU: Den liberale gruppe, der indtil fornylig kunne blokere forslag, der ellers kræver almindeligt flertal. Med andre ord illustrerer de stribede søjler den institutionelle tillid i det traditionelt blokerende mindretal.
Om end man naturligvis ikke kan tage den som endegyldig evidens, er mønsteret i figuren en klar indikation. Den stiller således flere spørgsmål. Er en del af skepsissen overfor EU-integration en simpel refleksion af, at man ikke stoler på institutioner i Sydeuropa? Skal man måske tænke en smule videre: Er de hjemlige, danske politikeres uforståenhed overfor danskernes (og briternes, tjekkernes og finnernes) manglende vilje til ’integration’, at de ikke forstår og deler danskernes mistillid til politikernes europæiske åndsfæller? Og når den politiske vægt ikke blot skifter væk fra en liberal linje med Storbritanniens exit, men også ødelægger det traditionelle, liberale mindretals mulighed for vetoer, hvad afholder da sydeuropæiske ledere fra at tage EU i en retning, der flytter langt mere suverænitet til Bruxelles?