I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.

Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.

Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.

Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?

Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.

For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.

For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.

Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.

En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.

Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.