Hvor meget hænger politisk og økonomisk frihed sammen? Fører fremskridt i den ene til fremskridt i den anden? Kan man have den ene uden den anden?
Lad os først se på teorien.
Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.
I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.
Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.
Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.
Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her. Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.
Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.
Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.
I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).
Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.
Den er ganske markant.
For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).
Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.
På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.
Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.
Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.
Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.