Mens sommeren går på hæld, nærmer tiden sig hvor vi lukker for dette års sommerserie om begreber, der skal væk. Der er dog mindst ét, der i den grad stadig fortjener at blive nævnt: ‘Sammenhængskraft’. Begrebet bruges jævnligt i den offentlige debat, og jeg har mødt mange, der hævder at vi da alle ved hvad det er. Problemet er dog, at vi ikke rigtigt er enige om, hvad det måske er.

Det skorter ellers ikke på påstande om, hvad sammenhængskraften gør, eller at den er truet. Det er bl.a. blevet påstået, at det at de fleste elever går i den almindelige folkeskole styrker ’sammenhængskraften’. Begrebet dækker således en mystisk ’kraft’, der ligesom tyngdekraften i fysik holder individerne i et samfundet sammen i en eller anden forstand. Dansk wikipedia henviser til Durkheims idé om ’social kohæsion’ som en mere videnskabelig måde at sige sammenhængskraft, og definerer den effektivt som Robert Putnams ’sociale kapital’. Det er så tæt på, man kan komme en ægte definition, er ikke er funktionel – dvs. at man ikke definerer begrebet som noget der gør godt.

Accepterer man, at sammenhængskraft er nogenlunde det samme som social kapital, får man et klarere blik for hvad det kan være, men også nogle meget klarere studier af hvor problematisk, det er. I en artikel med Kim Mannemar Sønderskov fra 2013 så jeg på netop det spørgsmål: Er ’social kapital’ overhovedet et videnskabeligt godt koncept? Vores svar på spørgsmålet var et meget klart nej. Vores udgangspunkt for papiret var John Gerrings arbejde om ’konceptvaliditet’ – dvs. under hvilke omstændigheder er et videnskabeligt koncept mere eller mindre validt og brugbart.

Gerring fremhæver for eksempel, at et godt koncept skal fange noget mere, og mere præcist, end nabokoncepter. Det dur således ikke, at det bare er et andet og mindre præcist ord for noget, vi allerede har et brugbart koncept for (det må ikke være gammel vin på nye flasker). Det dur heller ikke, at det er bredere end nabokoncepterne og dækker flere af dem, da det indebærer at det bliver langt mindre præcist. Og det går slet ikke, at man bare puljer ting man godt kan lide i et enkelt koncept. Gør man det, får man hvad samfundstænkeren Giovanni Sartori kaldte ’katte-hunde’ – når man smider forskellige features ind i samme koncept.

Og sammenhængskraft er netop en katte-hund som koncept. Det dækker over alt godt fra havet – en række forhold som folk forestiller sig gør noget godt – og er dermed mindre præcist end nabokoncepterne, og funktionelt defineret ved at være godt. Konkretiseret som social kapital postulerer det også en sammenhæng mellem en række elementer som prosociale normer, social tillid, og aktivitet i frivillige klubber og civilsamfundet, som Kim Sønderskov og jeg, og en række andre forskere, har vist ikke er der.

En allersidste redningskrans for konceptet ville være, hvis de blandede elementer alle havde samme konsekvens. Man ville således få en slags brugbart, politisk indeks som indikerede forskellige veje til samme outcome. Men tænker man på sammenhængskraft som social kapital, er der nu en lang serie studier, der viser at de forskellige elementer i Putnams begreb ikke engang har de samme eller blot sammenlignelige konsekvenser. Uanset at politikere elsker at sige sammenhængskraft, er det et begreb, der er så håbløst upræcist og misvisende, at vi bør holde op med at bruge det.