Tag-arkiv: Sopranos

Capice?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. juni 2007. 9 svar

Ok, denne post har ikke spor med politik, økonomi, filosofi, statskundskab, eller noget som helst relateret at gøre. Intet. Zip. Det eneste, den har med denne blog at gøre, er, at jeg tidligere her på stedet har skrevet om, hvad jeg opfatter som den absolut bedste TV-serie, jeg nogensinde har fulgt: The Sopranos. Bedre bliver TV-underholdning næsten ikke. Relativt få i min omgangskreds har dog fulgt serien fast, hvilket jeg kun kan forklare med, at man i Danmark ikke har forstået–eller villet–vise serien på et tidspunkt, hvor børnefamilier endnu er vågne (omend børnene nok helst skal være andetsteds).

Men, men … om knap en time (EST) ruller så afsnit nr. 86, “Made in America”, over skærmen på HBO i USA, og så er det uigenkaldeligt bada bing! for Tony e famiglia. Og skal man tro rygterne er sidste sæson mere blodig end The Untouchables, Goodfellas, Casino og alle tre Godfather film tilsammen–og iøvrigt fyldt med skjulte, referencer til sidstnævnte. Jeg er helt syg over ikke at kunne få set det sidste afsnit, før dansk eller svensk TV får taget sig sammen til omsider at sende hele sæsonen. Indtil da kan man se en masse gode clips fra serien her. Men hvis nogen her eller andetsteds formaster sig til at afsløre, hvordan det hele ender? Fughedaboutit! Så er vedkommende en fanook, der bliver whacked og fundet i 31 små og store stykker på en affaldsplads på Danmarks svar på New Jersey (Amager). Capice?

PS. Hvis der er alligevel er nogen læsere, der insisterer på, at dette skal have en politisk vinkling, kan de jo læse min gamle post og kommentarerne til den.

Woke up this mornin’ …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. marts 2006. 18 svar

Jeg har altid hadet den dér “Gid du var i Skanderborg og blev dér, kære Peter …”  Med mit fornavn kunne man ikke andet–ihvertfald hver søndag, når der var Giro 413, som det reelt eneste at høre på danske æterbølger.

Men idag siger jeg (endnu engang): Gid jeg var i New York … og kunne se The Sopranos.  Jeg ved ikke, hvornår man herhjemme–for første gang i to år–kommer til at kunne se de nye afsnit, men hvis jeg boede i NYC (hvad jeg har været så heldig at gøre to gange i mit korte liv), så ville jeg i aften kl. 9 PM ET sidde klinet til skærmen, for på HBO at se sæsonpremieren på dén mest … “fede”? … “coole”? … Fuggheddaboutit! … TV-serie, der findes.  Michael Corleone møder Dea Trier Mørchsk socialrealisme møder Analyze This møder … et wag job på en mørk nat i North Jersey?

Så hvorfor kan jeg lide–nej: elsker–en TV-serie, hvor hovedpersonen er en stort set amoralsk, fedladen, bedragende, pengeafpressende morder? Og hvor bipersonerne, som regel, er værre?  (Som min kære Fru Punditokrat sagde, da Familien i sidste sæsons slutning aflivede den kommende svigerinde, Adriana (Drea di Matteo): “Så røg den sidste ikke-usympatiske person i den serie!”)

Tja, godt spørgsmål.  Jeg er sikker på, at der findes postmodernistiske, dekonstruktivistiske pseudo-filosoffer, der ville kunne give svar på det.  Men jeg ved også godt, hvad Tony S. ville gøre ved dem–og det ville givetvis involvere et baseballbat, en issyl og andet nyttigt værktøj, som en rigtig Wiseguy har ved hånden.

Og så findes der iøvrigt folk, der har en helt anden vinkel.  Som dem, der bemærkede, at Robert Nozicks Anarchy, State and Utopia faktisk optræder i et afsnit.  Den slags personer har f.eks. læst denne artikel (eller denne) eller denne), hvori det bl.a. hedder:

“Perhaps the most striking thing about HBO’s superb drama series The Sopranos — and what sets it apart from most any show on television — is its unabashed embrace of classically liberal principles. Perhaps only Comedy Central’s South Park better hammers home the themes of rugged individualism, minimalist government and the inherent corruption of power.

In fact, The Sopranos is driven by the theme of personal responsibility.”

OK, måske lidt af en vidtgående tolkning, men … Fuggheddaboutit!