Vi er i den seneste uge blevet en anelse klogere om regeringens strategi for håndtering af coronaepidemien. Og måske også om, hvor der fremdeles mangler en strategi.

Jeg har tidligere skitseret de mulige strategier her – og efterlyst regeringens bud samt et beslutningsgrundlag at vælge på. Efter statsministerens sidste pressemøde har myndighederne frigivet en række analyser, som besvarer nogle af spørgsmålene. Finansministeren har omsider fremlagt en vurdering af nedlukningens økonomiske konsekvenser. Det bør vi kvittere for, men også bede om at få fyldt hullerne ud.

Det handler især om: Hvad er den langsigtede strategi (efter første epidemibølge)? Hvad koster og bidrager de forskellige nedlukningstiltag med? Hvordan kan kapaciteten i sundhedsvæsenet udbygges? Og hvorfor vil regeringen stadig ikke tage ordet flokimmunitet i sin mund, når man reelt styrer efter det?