De seneste uger har medier og meningsdannere talt og skrevet om, hvordan regeringens krisefortælling er kollapset. Regeringen har måttet opjustere det finanspolitiske råderum med 16 milliarder kroner (ja, seksten milliarder), arbejdsløsheden er væsentligt under det strukturelle niveau, og inflationen er ikke værre end store dele af Europa. Man må kigge længe og forgæves efter større kriser, som Mette Frederiksen og Lars Løkke kan hævde, kræver regeringens ‘handlekraft’.
Der er dog én krise, som mange politikere og folk i fagbevægelsen har meget travlt med ikke at tale om: Danmark har en vækstkrise, og ikke mindst en krise i væksten i privatforbruget. Vi har tidligere skrevet om vækstkrisen (se f.eks. her), ligesom jeg over julen havde et mindre sammenstød med 3F’s cheføkonom, der insisterede på at påstå, at der intet problem er. Undersøger man selv situationen er det dog meget klart, at der er et problem. I det følgende gør vi det med udgangspunkt i offentligt tilgængelige data fra Danmarks Statistik; alle kan slå op i Statistikbanken og få adgang til samme information.
Danmarks Statistiks opgørelser viser – som man også tydeligt kan se i figuren nedenfor – at de 20 år før nedlukningerne mellem første kvartal 1999 og fjerde kvartal 2019 voksede danskernes privatforbrug i gennemsnit 1 % om året. Der var naturligvis en nedgang og nogle kvartalers stagnation omkring finanskrisen i 2008-9, men det er ret klart at se, hvordan væksten i privatforbruget vendte tilbage til den langsigtede trend i løbet af nogle år. Det er også ganske let at se dykket, da regeringen lukkede Danmark ned i starten af 2020: I løbet af blot et halvt år faldt privatforbruget med næsten seks procent.
Den umiddelbare krise ligger dog i perioden efter nedlukningerne blev opgivet i starten af 2022. De tre kvartaler over trend fra sommeren 2021 til 2022 er næppe nogen overraskelse, da det havde været effektivt forbudt for danskerne at bruge deres indkomst normalt i næsten halvandet år. Da det begyndte at blive muligt at komme nogen vegne, tog mange mennesker naturligvis muligheden mens der stadig var åbent. Stort set alle nationaløkonomer regnede således med et kortvarigt forbrugsboom, med en efterfølgende dosis inflation.
Det virkeligt store problem for regeringens fortælling om ansvarlighed og fremgang er derfor, at privatforbruget er styrtdykket igen, og nu igen ligger hele seks procent under den langsigtede trend. De seks procent er ikke småpenge: Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4300 kroner større forbrug uden de sidste tre års politisk idioti. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå således på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Og vi er nu på tredje kvartal i træk med privatforbrug langt under trend.
Problemet med situationen er, at regeringen slet ikke synes at have nogen interesse i at beskytte danskernes privatforbrug, kun det offentligt forbrug og dermed Folketingets mulighed for at øse gaver på mulige vælgere. Så måske er det slet ikke så mærkeligt, at vi har en vækst- og forbrugskrise?