Daron Acemoglu har en interessant artikel i dagens Berlinger. Vil udviklingen af kunstig intelligens omsider gøre en funktionsdygtig socialistisk økonomi mulig? Nej, svarer Acemoglu. Kunstig intelligens håndterer ikke det vidensproblem, som blev rejst af F.A. Hayek navnlig i ”The Use of Knowledge in Society”, hvor han sondrer mellem to former for viden: Statistisk information og ”tavs” lokal viden, som ikke kan kommunikeres til en central myndighed – heller ikke hvis det er en AI.
Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.
Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?
En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.
Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.
Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.
Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft. Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.