Den i Danmark konstant verserende udlændingedebat har ofte fokuseret på en særlig gruppe flygtninge/indvandrere, som i særlig grad har kunnet sætte sindende i kog nemlig somaliere.
Somaliere og deres efterkommere har angiveligt den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker og opleves af mange som havende en så fremmed kultur (særligt omskæring af piger og klan strukturen har virket provokerende) at somaliere er uintegrerbare i her i landet. På et tidspunkt gik debatten så højt, at et folketingsmedlem foreslog at løse det somaliske problem med faldskærme.
Det er ikke kun i Danmark, at somaliere generelt har klaret sig dårligt. I Sverige er situationen lige så deprimerende. Spørgsmålet er derfor om somaliere simpelthen er for "kulturfremmede" til at kunne begå sig i moderne vestlige samfund.
Dette spørgsmål har den svenske professor i økonomisk historie ved Lunds Universitet Benny Carlson søgt at belyse ved at sammenligne hvorledes somaliere i henholdsvis Sverige og Minnesota, der i højere grad end mange andre delstater har modtaget skandinaviske immigranter, klarer sig. Undersøgelsen har vakt en del opsigt og er bl.a. (ganske kort) nævnt i seneste udgave af the Economist. Der er god grund til, at undersøgelsen har fået en sådan opmærksomhed for konklusionerne er (med forbehold for lødigheden af undersøgelsen metode og data som jeg ikke kan udtale mig om) ganske slående.
Tidsskriftet Watching America har lavet skrevet en artikel med afsæt i undersøgelsen, hvorfra nedenstående udklip er hentet:
A lot of Somalis who wound up in the U.S. migrated to Minnesota, more specifically to Minneapolis-St. Paul, the Twin Cities, a metropolitan area with a population of roughly 3 million. There are an estimated 25,000 Somalis in Minnesota
[…]According to Benny Carlson, Somalis are "not a prosperous group, but they are a working group, and one that is likely developing dynamically, at that."
The employment rate lies between 55 to 60 percent. Thus it is twice as high as in Sweden.
Entrepreneurship constitutes the first – and likely the most important – explanation. There are around 800 Minneapolis businesses run by Somalis. That number is growing rapidly. In 2003, there were 38 Somali entrepreneurs in all of Sweden.The second explanation, which is partly connected to the first, is that the Minneapolis Somalis have created an (ethnic) "enclave economy." People with a common ethnicity engage in economic activities to support themselves, to support each other – and later on, this branches out and becomes part of the surrounding community.
Corner stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi drivers join forces and launch their own carriers.At the Safari Restaurant, Benny Carlson meets Jamal Hashi, who runs the place with his brother. Initially, they only catered to their compatriots and didn't even have a menu. Now they not only have a menu but also a non-Somali clientele. They have thirteen employees: six Mexicans, four Ethiopians and three Somalis
Business is good: "There's opportunity here." The brothers have ambitious plans about building an African fast-food chain. There may, says Jamal, even be a restaurant in Sweden, a country he describes by quoting a friend who lives there:
"There you are like a fly trapped under a glass turned upside-down. You can feel that your dreams are being smothered."Hussein Samatar arrived in Minnesota in 1994. At the time, he spoke no English. Now he heads an entrepreneurship center, stating that "the dollar is green, not black or white." Omar Hassan, who was an accountant back in Somalia, runs a multi-service business that provides help with tax returns, applications and travel documents. And while he works very hard, he is also in his own words "the top man on the market."
The elder and religious leader Shejk Sàad Muse holds a mini-lecture about how Somalia lies strategically on the Horn of Africa, and how Somalis are therefore used to traveling, trading and adapting: "We can be Somalis, Muslims and Americans at the same time."
[…]As a consequence of all this, Sweden has more than a little to learn from Minnesota and the U.S. There, as is clear in the Minneapolis case, the service sector plays a key role as an (assimilation) gateway. The fact that Sweden and other European countries have a smaller (private) service sector than the U.S. helps explain why unemployment remains stuck at high levels: when jobs disappear in manufacturing, there are not enough new businesses and job opportunities being created in the service sector. Those most vulnerable on the labor market are the ones then most affected.
[…]A recent study by the Swedish Center for Business and Policy Studies (SNS) demonstrates that Sweden, with its regulations as well as the public sector monopoly on services, is the OECD country with the weakest long-term link between growth and employment.
The Americans understand – and celebrate – the social and economic significance of the immigrant businesses. This is in relation to both the immigrants themselves and the society as a whole. In a country like Sweden, however, entrepreneurial individuals are not seen as motors of progress. This role is reserved for the benevolent systems of the state.Malyun Ali came to the U.S., via a refugee camp, in 1997 and now runs a little store in Minneapolis while also working in home care.
"Life is tough in the U.S., but it's good. If you have a dream, you can realize it," she tells Benny Carlson. She herself is dreaming of an even larger store, and of employing staff.Sure it sounds somewhat idyllic. Not everyone makes it. Life as a poor immigrant in the U.S. is tough, just as Malyun says. Attitudes towards Muslims have been affected by the September 11th terrorist attacks.
But it is also tough being smothered by good intentions. To be labelled hopeless from the outset. To be a fly under the glass.
På trods af, at undersøgelsens konklusioner givetvis også er relevante for Danmark, er der næppe nogen overhængende risiko for at danske politikere tager konklusionerne til sig, domineret som Danmark p.t. er af den særlige blanding af national-konservatisme og social-demokratisme. Forvent derfor at kriminalitetsniveauet og arbejdsløsheden blandt indvandrere og deres efterkommere forbliver højt, mens den almindelige danskers tålmodighed med disse grupper formindskes og tendensen med parallelsamfund dermed forstærkes. En pris der tilsyneladende er værd at betale for at bevare illusionen om velfærdsstatens velgørende virkninger.
Jeg bider især mærke i Life is tough in the U.S., but its good. If you have a dream, you can realize it,og” But it is also tough being smothered by good intentions. To be labelled hopeless from the outset”.Det siger noget om hvordan man behandler indvandrere på forhånd. Dvs. behandler man en person som offer, opføre personen sig ofte også sådan.Det andet er vel at indvandrernes indstilling på forhånd. Hvad er deres sociale status der hvor de kommer fra. Men igen, man får vel logisk nok færre succes oplevelser ved at behandle folk som tabere.
Men er man sikker på, at somaliere i USA og Skandinavien reelt er sammenlignelige?Måske er der lidt hønen og ægget over det. Tager de driftige til USA “af sig selv” eller gør de det netop pga de bedre forhold, der møder dem?Men USA “slæber” nok ikke på samme måde ressourcesvage flygtninge hjem som de skandinaviske lande.
Velfærdsydelser virker næppe befordrende for arbejdslysten, og det er formentlig en del af forklaringen på, at arbejdsløsheden er stor blandt udlændinge i Skandinavien. Det er dog også muligt, som ML skriver, at kausaliteten går den anden vej, således at de mindst driftige somaliere tager til Skandinavien, hvor dovenskab fortsat behandles bedst. Endelig taler mange unge mennesker i det meste af verden, inkl. i Somalia, engelsk som fremmedsprog, mens ingen taler svensk eller dansk. Sproget er selvfølgelig en stor barriere for integration, og derfor vil udlændinge i engelsktalende lande typisk integreres hurtigere.Her på sitet er der er en tilbøjelighed til at rose den amerikanske integration vel meget. Hvad er det lige vi mener, når vi taler om vellykket integration? Jeg er enig i, at selv lavtlønnet arbejde er bedre end intet arbejde, men i USA er professionerne i den grad etnisk opdelt. Statistisk set er det ikke afroamerikanere eller latinamerikanere, som har de bedst lønnede eller mest eftertragtede jobs.Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så en anglosaksisk bygningsarbejder. Går man forbi en byggeplads, vil man se, at ham, der uden sikkerhedsudstyr balancerer på en stålbjælke 10 meter over jorden, er hispanic.Også i Danmark ser vi, at etnicitet betyder meget for, hvilke jobs folk statistisk set får, men i USA er de lavtlønnede bare væsentligt dårligere betalt, og de lavtlønnede arbejder under markant ringere arbejdsforhold end i Danmark. Samtidig er der i USA fortsat mange jobs, som i Danmark er automatiseret eller skåret væk. Om det skyldes den lave mindsteløn, ved jeg ikke. Men når man ser nogen sidde på bare knæ og hugge på stenblokke med en mejsel, eller når man ser en dørmand, hvis eneste job er at åbne og lukke døren, eller man ser en kvinde, der pakker varer for kunderne i et supermarked, eller man på restauranten oplever at få hældt vand op af en tjener, hvis eneste funktion er at hælde vand op til gæsterne og rydde af, ja så udføres disse jobs aldrig af personer, der ser særligt nordeuropæiske ud.Derfor er det så meget tydeligere i USA, at efterkommere af nordeuropæere har helt andre indkomster og bedre arbejdsmiljø end efterkommere af afrikanere eller latinamerikanere.Min pointe er ikke, at udlændinge i USA ikke formelt har samme muligheder som alle andre (når først de har green cards eller statsborgerskab). Men at kalde udlændinge integreret, når de næsten udelukkende har jobs, som ingen andre gider have, er vel en tilsnigelse.
Slående, relevant og egentlig ikke overraskende. Et par kommentarer:1) Somaliere kan vel tænkes at være “kulturfremmede” i den forstand, at de hellere vil være selvstændige end lønmodtagere, – det har bl.a. undertegnede fuld forståelse for.2) “Corner stores become supermarkets. Holes in the wall become real restaurants. Taxi drivers join forces and launch their own carriers.”Tal med de danske sundhedsmyndigheder om hullet i væggen som restaurant; med kommunalpolitikernes lokalplanudvalg om supermarkedet, og med de sammes hyrevognsnævn om nye taxaselskaber. Drøft derefter sagerne med f.eks. fagforeningerne, fabrikstilsynet, kommunens tekniske forvaltning, Skat, levnedsmiddelstyrelsen, politiet, og et par stykker andre, og se så, hvad der kan lade sig gøre i dette besynderlige national-konservative-social-domokraturiske land.3) Og hvorfor bekymre sig om arbejde når velfærden betaler – ikke meget på starthjælp, men nok til at overleve.I øvrigt er offentlige ydelser til indvandrere den mest effektivt distibuerede ulandshjælp qua indvandrernes utrolige evne til at spare lidt sammen og sende det hjem til endnu fattigere slægtninge. Vi får en ordentlig og værdig integration ved at fjerne nogle af de mange barrierer, der hører socialstaten til, – og det kommer næppe til at ske.
ML’s og JC’s pointer er gode. Intergrationen/assimilationen er ikke gjort med den rent økonomiske side af sagen. I Storbritannien må man vel kalde den økonomiske integration for relativt vellykket. Alligevel mener en ud af fire af muslimerne dér ifølge meningsmålinger, at London-bombemændene gjorde ret med deres terror. Et nationalt fællesskab forudsætter en grundlæggende følelse af loyalitet og samhørighed. Den har mange britiske og amerikanske muslimer vist heller ikke -for nu at sige det mildt.
Jeg er ikke blind for velfærdssamfundets umyndiggørende og incitamentdræbende virkninger, selvom jeg nok mener, de overdrives en del af skribenter her på bloggen, men at give det skylden for muslimers stærke tendens til at danne isolerede (og ofte fjendlige) parallelsamfund er at forblænde sig selv i en økonomisk reduktionisme. Med lidt god vilje kunne man måske godt argumentere for, at velfærdsstaten fremmer og institutionaliserer en appeasende dhimmi-adfærd, en dukken hovedet af frygt for konsekvenserne, men denne tendens til føjelighed overfor muslimers urimelige krav og utålsomme reaktioner kan dog kan registreres alle steder med et betydeligt antal muslimer. Nogle få af de utallige aktuelle eksempler:I Danmark går politiet til Vollsmoses imamer inden en politiaktion sættes i værk for at komme “uro” i forkøbet, som det hedder (hvilken glidebane er dette ikke for retshåndhævelsen?)I Sverige censurerer man en webside med de “anstødelige” Muhammedtegninger.Men I Indien, som jo ikke har nogen velfærdsstat, behandler man landets muslimer i den grad som rådne æg, at man lader politiet konfiskere allerede distribuerede aviser. I avisen er paven citeret for at have sagt ting, som der er grund til at tro ikke vil behage landets muslimer: http://news.yahoo.com/s/afp/20060914/wl_sthasia_afp/vaticanpopeindiaislammediaMan forstår for så vidt godt myndighedernes tankegang i Vollsmose såvel som i Kashmir – for i Danmark ved vi jo godt, hvad det betyder, når for eksempel talsmanden for en separatistbevægelse i Kashmir udtaler at: “Whatever has been said against our Prophet is unbearable”, men man gør nok særdeles klogt i at skrive sig følgende lov bag øret, som en meget passende har kaldt for Dhimmi’s Lov: The propensity for bellicose indignation and violence of muslims in any host society is directly proportional to the degree of docility of the native population.Velfærdsstat eller ej, Dhimmis lov er den samme (Dhimmis Lov må endelig ikke forveksles med Uffe Ellemanns lov, der postulerer en invers proportionalitet imellem nævnte størrelser).Givet det flegmatiske temperament hos hovedparten af dette lands indbyggere vil Dhimmis Lov gøre integrationen yderst svær om ikke umulig.
Apropos muslimers integration i Storbritannien og briefing af imamer i Vollsmose, så har det Londonistanske politi nu invilliget i, før der foretages en terrorrazzia, at forelægge deres efterretninger for et fast panel af “ledende muslimer”. Dette panel skal så komme med en vurdering af politiets efterretninger og af effekten på det muslimske samfund af en razzia og eventuelle arrestationer. Informationerne om en konkret person kan for eksempel af panelet vurderes til at være for usikre og tågede “flimsy” (sic)Panelmedlemmerne må dog love ikke at afsløre bevismateriale, som de er blevet vist!!!http://www.timesonline.co.uk/article/0,,2087-2372471,00.htmlEnglænderne og deres selvbevidste sans for frihed og ret har fortrinsvis været en lykke for verden, og de har ikke været benge for at sige, at hvor vi bestemmer, gælder vores målestok. Man rådslog for eksempel ikke med et hinduistisk religiøst panel, da man forbød den udbredte enkebrænding i Indien.I takt med imperiets fald og englændernes svigtende selvtillid gør dhimmis lov sig ubønhørligt gældende – og med accelererende hast. Hvad mon denne nye læggen sig på ryggen for muslimer fører til af indignation, vrede og vold? Politiet kunne jo for eksempel ske ikke at høre ordentlig efter, hvad panelets “ledende muslimer” siger?Det er det glade vanvid. Det er sort humor i praksis. Det er sørgeligt.
“Uffe Ellemanns lov, der postulerer en invers proportionalitet imellem nævnte størrelser”Hvorfor er det lige jeg kommer til at tænke på Erasmus Montanus 🙂