Forleden skrev vi om “censureret forskning“, efter at jeg havde deltaget i to sessions om Covid-forskning på årets APEE-konference. De to sessions dokumenterede ikke blot, at nedlukninger og mundbindskrav ikke virkede – i bedste fald er den estimerede effekt nul, mens flere studier nu finder at de på længere sigt slog folk ihjel – men også, at nedlukningerne havde alvorlige bivirkninger.

Min præsentation var af mit papir med Kasper Planeta Kepp, hvor vi studerede de ekstreme nedlukninger i Nordjylland, da nogen mente at vide, at der var en ny Covid-variant blandt mink, der måske kunne smitte mennesker. Syv nordjyske kommuner blev lukket ekstremt ned, men Kasper og jeg finder ingen effekt af de voldsomme nedlukninger på infektionsraten. Benefitten i en Cost-Benefit analyse af de nordjyske nedlukninger er derfor nul.

Det betyder dog ikke – som nogen politikere synes at ville indikere – at omkostningssiden også var nul. Vi giver et første indtryk af det idag, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Her viser vi udviklingen i gennemsnittet af familieindkomster (de fuldt optrukne linjer) i de syv nedlukkede kommuner (de røde linjer) og de fire, der gik fri (de blå linjer); vi supplerer med pars indkomster (de prikkede linjer) og enliges indkomster (de stiplede). Alle dataene er indekseret til 1 i 2010, så man kan tænke på tallene som udtryk for procentvækst fra år til år.

Den første ting, man bør notere sig, er at de syv kommuner på ingen måde var anderledes end de fire andre før den ekstreme nedlukning i slutningen af 2020. Vækstraten i familieindkomster i de nedlukkede kommuner mellem 2010 og 2020 var 2,3 versus 2,4 % i de fire kommuner, der ikke blev lukket voldsomt ned (p<0,85). For par var vækstraterne henholdsvis 2,7 versus 2,7 % (p<0,98) og for enlige var de 2,5 versus 2,5 % (p<0,95).

Men den virkelige historie her er, hvordan det gik efter de ekstreme nedlukninger: Figuren gør de helt tydeligt, at mens væksten i de nominelle indkomster i de fire kommuner fortsatte ind i 2022, faldt de endda lidt i de syv kommuner, der havde været nedlukkede. Faldet i gennemsnitlige familieindkomster i de tidligere nedlukkede kommuner var -0,2 % i 2022 mod en stigning på 2,4 % i de fire andre. Selv hvis man kun fokuserer på de fire nedlukkede kommuner, der ikke havde rigtigt mange minkfarme (dvs. under 20), faldt gennemsnitsindkomsten med 0,6 % i 2022. Det er med andre ord ikke sandsynligt, at der kun er tale om et kollaps af minkerhvervet, der driver resultatet.

Eksemplet er blot en af de mange negative virkninger af nedlukningerne i 2020-22, som de fleste politikere og journalister ikke længere har lyst til at tale om. En anden er den alvorlige inflation, der i 2020 var blot 0,5 %, men accelererede i 2021 til 3,2 og ramte 9,3 % i 2022. Inflationen underminerede kraftigt danskernes købekraft, og selvom andre lande var ramt endnu hårdere, er det næppe en gangbar undskyldning.

Den dramatiske nedlukning af syv kommuner i Nordjylland på basis af visse epidemiologer og politikeres frygt for en mink-båret epidemi – som andre epidemiologer pegede på, allerede var uddød – er et lille hjørne af en af historiens største regeringsfejl. Hvis vi ikke taler om den, hvor pinligt det end må være for mange politikere, risikerer vi at gentage den.