Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed.  Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.

Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.

Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.

Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.

Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.

For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.