Jeg hører ofte argumentet, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt. Specielt hos Cevea-folkene på venstrefløjen hylder man påstande fra f.eks. Joe Stiglitz, Paul Krugman eller Wilkinson og Pickett (i den rædsomme The Spirit Level) om at større lighed og mere velfærdsstat på en eller anden måde gør folk rigere og lykkeligere. Argumentet som man præsenterer folk for, er at vi på samme tid er et af de rigeste lande, og et af dem med størst velfærdsstat og skattetryk – så må velfærdsstaten jo have skabt rigdommen. Men som enhver økonom vil vide, er korrelation ikke lig kausalvirkning. Man må se på udviklingen. Og dermed kommer vi til dagens figur: Velstandsniveau i det, der bredt set kunne defineres som den vestlige verden i midten af 1930erne, altså før velfærdsstaten (i 1995 PPP-korrigerede dollars). Med det billede præsent, hvordan kan man så påstå at velfærdsstaten og skattetrykket har gjort os rige?
Lige så interessant er måske et land som Venezuela – et af verdens rigeste lande i midten af det 20. århundrede.
Du skriver ‘velstandsniveauet’. Jeg går ud fra at det mere præcist er BNP (PPP) per capita – ca. 1935?
Hvad er kilder til værket?
Kan vi få en kilde til søjlediagrammet?
Hvorfra har du disse tal? Det kunne være særdeles interessant at se et historisk perspektiv over udviklingen.
Alle data er gennemsnit fra midt-30erne. Dataene er fra Maddison-projektet: http://www.ggdc.net/maddison/maddison-project/home.htm
Venezuelas placering skyldes vel i høj grad at landet på det tidspunkt var verdens førende olieeksportør. Det sammen med landets nuværende situation viser måske meget godt den blandede fornøjelse det kan være for et land at være rig på olie og naturgas.
Omvendt kan man vel også sige, at der netop ikke er megen evidens for, at velfærdsstaten har gjort os fattigere, udfra disse tal?
Nej, det har du ret i. Tallene kan ikke informere os om vi havde været endnu rigere uden velfærdsstaten. Min eneste pointe her er, at de meget klart modsiger et populært politisk argument.
Hvis man vil vide lidt mere om en counterfactual, må man nok nærmere se på vækstlitteraturen. Mit bedste bud på det er Bergh og Henreksons 2011-papir i Journal of Economic Surveys om forholdet mellem offentligt forbrug og vækst.
Nu er der de der mener Maddison’s data er “a horror show” :.)(jf http://urplay.se/Produkter/172259-UR-Samtiden-Nobelsymposium-Tillvaxt-och-utveckling-Tillvaxtmonster)… uagtet hvor ofte de så end er brugt i litteraturen. Men mon ikke pointen i figuren er robust hvis man bruger Barro’s egne data?
For evt interesserede. Her er en alternativ hypotese (altså til “velfærdsstatsforklaringen”) om hvorfor Danmark blev velstående:
http://www.econ.ku.dk/dalgaard/Work/articles/s%C3%A6rtryk_carl_johan_dalgaard_6k.pdf
@Bjørnskov:
Klart. Jeg må indrømme, at i det lange perspektiv tror jeg relativt lidt på policy som forklaringsmodel. Her er jeg langt mere orienteret mod kulturelle faktorer (tillidsniveauer, religiøse faktorer etc) og struktur, men det er ikke mit speciale, så jeg skal jeg ikke kloge alt for meget.
@Dalgaard:
Jeg kan faktisk huske at have læst din artikel der, og have studset lidt over at du ikke inddrager differentiel adaption af inspiration som en faktor – jeg er dog selv lidt i tvivl om hvordan det skulle modelleres. Har du læst Galor og Ashrafs paper om genetisk diversitet og økonomisk vækst?
@Johannes
Der er mange faktorer jeg ser bort fra. I den forstand er artiklen blot et første bud på nogle hovedlinjer.
Jeps, jeg har læst Ashraf og Galor’s papir. Fascinerende. Og så bliver den jo flittigt debatteret, må man sige. Fx http://motherboard.vice.com/blog/determinism-and-its-enemies-are-still-waging-war-over-the-soul-of-science
Pingback: Hvor velstående var Danmark? Anderledes evidens | Punditokraterne
Pingback: Gæsteindlæg om økonomisk frihed | Punditokraterne