I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.