I mange år har forskere og meningsdannere argumenteret med det, der kaldes ’kompensationshypotesen’: At der findes en sammenhæng mellem en større grad af globalisering og international handel og størrelsen på den offentlige sektor og det offentlige forbrug. Hypotesens grundidé er, at øget globalisering fører til øget økonomisk volatilitet og usikkerhed, og vælgerne derfor efterspørger en større grad af omfordeling og offentlig forsikring. I politisk debat bruges hypotesen således til at argumentere for, at lande der er åbne for international handel bliver nødt til at have relativt store velfærdsstater for at vælgerne accepterer åbenheden. De seneste år har spørgsmålet virkelig trængt sig på, om kompensationshypotesen er korrekt.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.