Justitsminister Søren Pind har påkaldt sig en række nationalkonservative debattører og præsters vrede i en debat om, hvad man kan tillade sig at skrive og mene. Senest spørger Marie Høgh i Kristeligt Dagblad den 27. september om “Hvad bilder Søren Pind sig egentlig ind?”. tidligere har bl.a. Eva Selsing svunget pisken i Berlingske under overskriften “Pinds pinlige korstog mod de borgerlige”
Kernen i striden handler om en historisk begivenhed.
Efter japanernes angreb på Pearl Harbor i 1941 internerede den amerikanske regering 110.000 japanere og amerikanske statsborgere med japanske rødder.
Det havde betydelige konsekvenser for de internerede. Deres frihed blev begrænset, og mange blev nødt til at sælge deres ejendele på kort tid, ofte til langt under markedsprisen. Først fra slutningen 1944 begyndte USA gradvist at lukke lejrene igen. Alt imens kæmpede amerikanske soldater med japansk baggrund loyalt både i Stillehavet og i Europa, en del endda rekrutteret direkte fra interneringslejrene.
Interneringen var en historisk skamplet på USA, og i 1988 undskyldte den amerikanske stat officielt den måde, man havde behandlet sine borgere med japansk baggrund. En behandling som man betegnede som baseret på ”racefordomme, krigshysteri og manglende politisk
lederskab”.
Man kunne jo mene at dette blot var et amerikansk problem, hvis ikke der var fordi forslaget om internering blev fremført og bifaldt af en række fremtrædende nationalkonservative debattører i kølvandet på attentatet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015, som kostede 13
mennesker livet.
Samme aften angrebet fandt sted, skrev præsten Claus Thomas Nielsen således på sin facebook: ”Hvad gjorde USA som det første efter Pearl Harbor? Svar: Lavede særlove for alle der blot teoretisk kunne have dobbelt loyalitet.”
Dette opslag fik hurtigt en del likes (se ovenfor), bl.a. af Eva Selsing, der huserer i Berlingskes spalter.
Det er denne statusopdatering, som er baggrund for Søren Pinds kritik af førnævnte Claus Thomas Nielsen og andres temmelig problematiske forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder, vi nyder her til lands.
Det kan selvfølgelig være svært at vide, hvad folk mener med det, de skriver. Men i ovenstående tilfælde kan det umuligt forstås anderledes end, at Claus Thomas Nielsen, Eva Selsing o. a. bifalder den internering som fandt sted i 1941. Det er også svært at se det som andet end en
opbakning til, at noget lignende burde gøres i Danmark.
Claus Thomas Nielsens ytring på facebook vakte en betydelig opsigt og debat. Først et lille døgn efter sin første udmelding på facebook skrev han i en kommentar til sin egen status, at ” Jeg går naturligvis ikke ind for internering. Så ville jeg have skrevet det.” Og han angav nu, at han blot var fortaler for love som ”lukker for muslimsk indvandring.”
Hvad mener de nationalkonservative egentlig?
Hvorfor skrev han så ikke det fra starten? Skal man tage nationalkonservative debattører som Claus Thomas Nielsen og Eva Selsing alvorligt? Enten løber de fra deres egne ytringer, når de
bliver konfronteret med dem. Eller også kender de ikke den vestlige verdens historie. I så fald er de bare fulde at tom retorik, når de henviser til f.eks. USA’s særlove for japanere efter 1941? Og det er jo lidt sørgeligt med historieløse konservative.
Det underlige er, at de bliver så sure, når man refererer, hvad de skriver. Det minder lidt om vor tids islamister. Tager man dem på ordet, er det galt, og gør man det ikke, er det også galt.