Kronikken i Berlingske (17/4) af Flemming Chr. Nielsen gentog den gamle traver om Wolfowitz’ indrømmelse af, at Irakkrigen bare handlede om olie. Ak ja. I dagens Berlinger har jeg et indlæg. Det har fået titlen, Vulgærmarxistisk sludder, hvilket ganske vist ikke var mit valg, men desværre er ganske rammende. Her er et uddrag:

Som Mark Steyn har bemærket, starter Wolfowitz’ navn med et stort farligt dyr og ender jødisk, så det kan ikke undre, at han er frygtet og hadet af venstrefløjen.
Det forhold, som kronikken sigter til, angår simpel fejlcitering. En udtalelse af Wolfowitz blev udlagt af bl.a. avisen The Guardian (4/6 03) som en indrømmelse af, at krigen kun handlede om olie. Den historie vakte ganske kortvarigt stor opsigt. I Politiken tændte tegneseriefiguren Strid f.eks. en cigar for at fejre “afsløringen”, og det lader til, at Flemming Chr. Nielsen også har nydt cigaren. Her er imidlertid det rigtige citat:

“The most important difference between North Korea and Iraq is that economically we just had no choice in Iraq. The country swims on a sea of oil.”

Wolfowitz konstaterede altså blot, klarsynet som altid, at Saddam ikke kunne rammes med økonomiske sanktioner, fordi Iraks massive reserver af olie satte ham i stand til at korrumpere FN og alle andre. En antagelse, som den verserende
olie-for-mad-skandale har bekræftet.

Men læs og døm selv.

Nu er MSM jo plaget af pladsproblemer, så jeg fik ikke kommenteret på, at kronikøren ender sin kronik sådan:

“Tilbage er et ustabilt vestligt demokrati, der slap alle onde ånder og terrorister løs i Irak. Det gik som i Matthæus- og Lukas-evangeliernes ord om, at når den urene ånd er drevet ud, erstattes den af syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre end det første, står der.”

Jeg vægrer mig ved at tro det, men kan det citat forstås på anden måde, end at han ville have foretrukket Saddams forbliven ved magten? Er det virkelig værre for irakerne, at den store massemorder Saddam nu er afløst af et større antal langt mindre kapable lystmordere, som tilmed er i klar tilbagegang? Et massivt flertal af irakerne synes det ikke, og deres glæde over Saddams fald overskygger stadig sorgen over den ufred, der fulgte. Der er trods alt store og små ånder, selv blandt de urene. Saddam hørte på sin egen uhyggelige måde til de rigtig store. Det gør kronikøren ikke.