They are at it again

Update per 27/10 05, se ndf. Da jeg før det irakiske valg gættede på, at MSM ville nedtone den glædelige begivenhed, anede jeg ikke, at Berlingske ville gå så langt som at skære nyheden ned til en lille rubrik på forsiden. Men de havde brug for forsiden til at forkynde, at Plame-sagen kan fælde vicepræsident Cheney. Avisen, der gav os en intensiv og så pludselig opgivet dækning af historien om bulen-på-ryggen-af-Bush, satser nu alt på en tiltale af Cheney. Jeg vidste godt, at avisen støttede Kerry frem for Bush ved sidste valg, men jeg vidste ikke, at de stadig bag nag. Plame-sagen er speget nok til, at de måske får ret, selvom jeg tvivler gevaldigt på, at Cheney skulle blive dømt, endsige tiltalt efter de foreliggende oplysninger. Derimod kan de stadig ikke finde ud af Joe Wilsons rolle i sagen. Men de prøver, mand, hvor de prøver. I udlandssektionen angiver de i en faktaboks:

I 2003 beskyldte diplomaten Joseph Wilson Det Hvide Hus for imod bedre vidende at anklage Irak for at have købt uran af Niger. Efter en tur til Niger for CIA havde han selv kunnet afkræfte anklagen.

Senatets rapport fra juli 2004 analyserer bl.a. hændelsforløbet omkring påstanden om Iraks interesse i uran fra Afrika og behandler i den forbindelse også Wilsons rapport. Det konkluderes, at Wilsons rapport bekræftede Iraks interesse i at købe uran fra Niger, at selvom Wilson ikke selv mente, at der havde fundet en egentlig handel sted, så ændrede hans rapport ikke opfattelsen i CIA, og at rapporten derfor ikke blev forelagt Cheney eller Bush. Bush var således i god tro og støttede sig på CIAs konsensusvurdering, da han med udtrykkelig henvisning til britiske efterretninger oplyste i sin tale til nationen (den såkaldte tale om nationens tilstand, SOTU), at Irak søgte at skaffe uran fra Afrika. Efterfølgende har Butler-rapporten bekræftet disse efterretninger og udtrykkeligt støttet Bushs citat. Berlingskes “faktaboks” er således forkert: 1) Påstanden om Irak angik ikke køb af uran, men forsøg på køb af uran; 2) ikke fra Niger, men fra Afrika; og 3) Wilson kunne ikke afkræfte påstanden. Det er tre fejl på tre en halv linje. Men de fik da stavet mandens navn korrekt, endda med fornavn. Bedre bliver det ikke i Magasinet, hvor man har viet forsiden og den første dobbeltside på en lang redegørelse om de italienske dokumenter, der viste sig at være forfalskede. Her er der faktisk noget at komme efter, og journalisten skriver i sin vanlige medrivende stil. Men ak, da det så endelig bliver spændende i mod slutningen, så knækker snoren. Vi citerer og tillader os lidt fisking:

I den følgende måned optrådte de italienske oplysninger i det efterretningsmemorandum, som præsident Bush og inderkredsen i regeringen hver dag modtager, …

Hvis det er tanken at vise, at forfalskninger var iværksat af Bush, så er det ikke så heldigt at minde læserne om, at Bush fik sine oplysninger fra CIA.

… og i januar 2003 – i sin TV-transmitterede tale om nationens tilstand – sagde præsident Bush, at Saddam havde forsøgt at købe store kvanti uran i Niger. …

Boing! Beklager, Bush talte ikke om Niger, men om Afrika. Se faktaboksen oven for, eller ved nærmere eftertanke, lad hellere være; tag mit ord for det.

… Præsidenten citerede den britiske regering for oplysningen, …

Hov, hvor blev de italienske efterretninger om Niger af? Det var jo dem, hele den lange forudgående redegørelse i artiklen handlede om?

… men da den internationale atomenergikommission bagefter ville have beviser for påstanden, sendte amerikanerne dokumenterne fra Niger afsted.

Nå, dér dukkede Niger op igen. Tja, et letsindigt gæt kunne jo være, at amerikanerne ikke havde de britiske efterretninger. Det var vist endda deres egen forklaring. Efter dette lille kunstgreb, hvor Bush’ berømte 16 ord i SOTU blandes sammen med de utvivlsomt falske italienske efterretninger, introduceres vores helt Wilson.

Wilson kunne imidlertid ikke bekræfte oplysningerne, han kunne hverken finde beviserne eller modbeviserne, og det skrev han i en rapport. …

Ikke heeelt korrekt, men ok. Det er jo lidt tvivlsomt, hvad det er for oplysninger, som journalisten henviser til, så vi fortsætter.

… Han var derfor forarget, da Bush-regeringen brugte Niger som bevis for, at Saddam havde købt eller søgt at købe uran, og det skrev han i en uhørt skarp kronik i New York Times.

Boing igen. I modsætning til journalisten vidste Wilson godt, hvad Bush havde sagt i sin SOTU. Wilsons kritik var derfor væsentligt mere afdæmpet. I betragtning af, at Wilson skal fremstilles som helt – komplet med en afdækning af de skændige forsøg på at fremstille ham som useriøs – så er det egentlig underligt, at journalisterne konstant gør Wilsons kritik mere alvorlig end den egentlig var. Prøv selv at læse Wilsons kronik fra 6. juli 2003 i NYT. Den er taget fra Wilsons egen hjemmeside; jeg er jo ikke journalist og skal derfor helst ikke udfordres for meget på det kildemæssige. Læser man hans kronik, fremgår det, at han udtrykkeligt tager forbehold for, at Bush omtaler forsøg på køb af uran, og at det er i relation til Afrika, ikke Niger. Han fremhæver derefter sin undersøgelse, hvor han i relation til Niger ikke har fundet noget og undrer sig nu over, om henvisningen til Afrika mon kan angå Niger, for i så fald strider det mod hans rapport, i hvert fald hvis den er blevet taget til følge i CIA. Han kommer altså med to forbehold: Talte Bush om Niger, når han omtalte Afrika, og havde Bush fået Wilsons rapport? At Wilson så i øvrigt undlod at oplyse, at han havde fået bekræftet Iraks interesse i at købe uran fra Niger, er alvorligt, men ikke så alvorligt. Faktisk afslutter han sin kronik med at påpege, at Saddam var en dødsens farlig tyran, som man måtte tage alvorlig. Fremstillingen af Saddam som en helt uskyldig fyr lå Wilson ret fjernt. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg her har genbrugt meget af det materiale, der er bragt i tidligere postings. Men hvad skal vi ellers gøre; they are at it again – endda i min ynglingsavis. Update 27. oktober 2005: I dagens Berlinger prøver de igen kræfter med Plame-sagen, og det går bedre denne gang, men langt fra godt nok. Man kører nu en komprimeret historie under den charmerende overskrift Manipulation i Det Hvide Hus? (bemærk det klædelige spørgsmålstegn). Her anføres først:

Et centralt punkt i Plamegate er diplomaten Joseph Wilsons mission til Afrika i 2002 for at afprøve påstande om, at Irak var ude på at købe uran i Niger. Det kunne han hverken be- eller afkræfte, og fra anden side blev det kort efter afsløret, at Niger-affæren byggede på forfalskede dokumenter.

Alligevel tog præsident Bush senere rygtet for gode varer og brugte den med henvisning til britiske kilder i sin tale til nationen i 2003.

Igen undlader man at henvise til:
1) At de britiske efterretninger er opretholdt så sent som ved Butler-rapporten fra juli 2004, der udtrykkeligt beskriver Bushs citat i SOTU som well-founded.
2) At Senats rapporten fra juli 2004 udtrykkeligt lagde ansvaret for de forkerte efterretninger hos CIA. Som en service for svagtseende skal vi her citere fra konklusionen på s. 77 (forkortet, men læs selv via link):
Conclusion 19. Even aftern obtaining the forged documents and being alerted … analysts … did not examine them carefully enough to see the obvious problems with the documents. Both agencies continued to publish assessments that Iraq may hav been seeking uranium from Africa. In addition, CIA continued to approve the use of similar language in Administration publications and speeches, including the State of the Union.
Det er jo absurd. Hvorfor ikke bare indrømme, at Wilson tog fejl i sin kritik af Bush? Plame-sagen bliver jo hverken mere eller mindre en skandale af den grund.
Men formålet med disse artikler synes at være at holde liv i påstanden om, at Bush-administrationen alligevel på en eller anden måde løj om Irak.
Denne opfattelse bestyrkes af, at Berlingske nu inddrager en artikel fra Newsweek af Isikoff & Hosenball, hvor man hævder, at afhøringen af NYT-journalisten Judith Miller som led i Plame-sagen har kastet nyt lys over sagen. Det angår National Intelligence Estimate (NIE) rapporten, der på enkelte punkter var for entydig i sin formulering om beviserne mod Irak, og spørgsmålet om nogle aluminiumsrør, der blev udlagt som dele af atomvåbenprogrammet, hvilket blev bestridt af flere statslige bureauer.
Man behøver blot kaste et blik på indholdsfortegnelsen til Senatets rapport fra juli 2004 for at se, at intet af dette er nyt.
Begge forhold er blevet indgående analyseret i rapporten, der alligevel endte med at lægge ansvaret på CIA og ikke på Bush. NIE drøftes på side 51 ff., og aluminiumsrørerne på s. 87 ff.
Det eneste nye viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være Judith Millers udtalelse om, at vicepræsident Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, lagde mere vægt på de dele af NIE, som bekræftede truslen fra Saddam, end de dele, hvor man tog forbehold. For hvad Isikoff & Hosenball er ærlige nok til at indrømme, ganske vist godt pakket ind, er, at NIE indeholdt oplysninger, der både støttede trusselsbillede og tog forbehold herfor. Faktisk indeholdt NIE mest af det første, hvilket Senats rapporten siden har kritiseret på enkelte punkter. Dog ikke den ødelæggende kritik, som man får indtryk af her. Vi må hellere citere fra s. 75:
Conclusion 16. The language in the October 2002 National Intelligence Estimate that “Iraq also began vigorously trying to procure uranium ore and yellowcake” overstated what the Intelligence Community knew about Iraq’s possible procurement attempts.
Det er svært at forstå, at nogen avis vil omgås fakta så sløset, når enhver glad amatør kan finde dem på Internettet. Men det er direkte ubegribeligt, at en avis med et erklæret “borgerligt grundsyn” forsøger at vinkle fakta på en måde, der kun kan glæde den mere gakkede del af krigsmodstanderne (the they lied – they died crowd).

4 thoughts on “They are at it again

  1. Bielefeldt

    Ad Mr. Law:Tillader mig lige at bruge dit indlæg til at stille dig et beslægtet spørgsmål…Jeg var for interventionen, der skiftede det gamle irakiske regime ud. Jeg er for engagementet i det ny Irak. Bare lige for at få det på plads. Men jeg sidder her med et problem eller et spørgsmål, som jeg håber, du med dit analytiske overblik kan hjælpe mig med. Lad mig begynde et andet sted end i Irak, nemlig i det tidligere Jugoslavien, nærmere bestemt Kosovo anno 1999. Før, under og efter krigen i Kosovo (som jeg også støttede) var der blandt toneangivende politikere og iagttagere en tendens til at personificere ansvaret for krigen i Kosovo i Milosevic. Jeg har af forskellige årsager beskæftiget mig en del med denne krig, og har derfor et hav af materiale liggende, der klart og tydeligt viser en dæmonisering af Milosevic, som primært kom i stand via en parallellisering af Milosevic og Hitler, men som også havde andre (beslægtede) udtryk som f.eks. en ’psykopatisering’. I forbindelse med Kosovo krigen havde værten på DR2s ’Deadline’ inviteret Jørn Beckmann, professor, chefpsykolog, dr. med., ved Odense Universitetshospital i studiet for at forlare, hvad der dog gik – eller ikke gik – for sig i hovedet på Slobo. Jørn Beckmanns udtalelser til ’Deadline’ er et eksempel på, hvordan man umenneskeliggør et andet menneske. Blandt andet sagde han følgende: ”Han er fuldstændig indsnævret. Han kan ikke se. Han kan ikke se lidelser. Han kan ikke se barmhjertighed. Han kan ikke se andet end den tvangstanke, at han skal hævde sig gennem disse aggressive manifestationer og få andre mennesker…ligesom overlevere sin egen, nærmest psykopatiske holdning. Den bliver transformeret ud i befolkningen, så de bliver grebet af det på samme måde, og derfor sker disse fuldstændig uforståelige, uacceptable, brutale handlinger”. Beckmann så i 1999 en tydelig psykologisk parallel til Hitler, og hans vurdering var dengang, at Slobodan Milosevic, som Hitler, ville begå selvmord, hvis han blev fanget og stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (hvilket han jo så ikke gjorde). Beckmanns afsluttende diagnose lød sådan her: ”Han er helt fuldstændig blottet for enhver mulighed for terapeutisk rækkevidde. Han er ubehandlelig”. Og på spørgsmålet, hvorfor, svarede chefpsykologen noget uprofessionelt: ”Fordi han er psykopat” (Deadline, DR2, 1/4-1999). Ak ja, sådan taler en chefpsykolog altså. Dette her fjendebillede af Milosevic som Grev Drakula i egen person installerede efter min bedste overbevisning en bestemt kausalitet ved at sætte personen Milosevic i centrum for bestræbelserne på at forklare konflikten. Fokuset på personen Milosevic og dennes psykologiske og moralske habitus skyggede efter min mening for andre, mere nærliggende årsagsforklaringer: økonomiske uligheder, den politiske radikalisering i hele regionen, og ikke mindst de ældgamle etniske modsætninger, der var kommet op til overfladen i forbindelse med demokratiseringsprocessen efter Tito’s død. Milosevic blev tildelt en selvstændig forklaringskraft, som, i hvert fald delvis, var ufortjent. Man spurgte ikke: ’Hvorfor er denne mand ved magten i Serbien?’ Man spurgte kun: ’Hvad er hans irrationelle motiver til hans bestialske handlinger?’ Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der er forskel mellem Milosevic og Saddam, mellem Serbien og Irak og mellem dit og dat. Alligevel: kunne det tænkes, at dæmoniseringen af Saddam op til invasionen – som i tilfældet Milosevic – fjernede blikket fra de etniske og religiøse spændinger, der lader til at være en integreret del af det irakiske samfund? Man spurgte ikke: ’Hvorfor er denne mand ved magten i Irak?’ Man spurgte kun: ’Hvad er hans irrationelle motiver til hans bestialske handlinger?’ Hvis jeg har ret i min påstand om, at hitleriseringen og dæmoniseringen af Saddam Hussein inden krigen kom til at skygge for nogle af de samfundsmæssige problemer og spændinger, som amerikanerne og danskerne nu ligger og roder med, bør vi så ikke fremover bestræbe os på at nedtone personliggørelsen af problemer, trusler og konflikter, for i stedet at anlægge et bredere og mere holistisk perspektiv på, lad os bare sige….Iran? Bielefeldt (democracy@worldwide.com)

    Svar
  2. Mr. Law

    Kære Bielefeldt,Som det vil stå læserne af denne blog klart, overvurderer du mine analytiske evner, hvilket jeg naturligvis finder både vanvittigt charmerende, men også lidt pinligt at skulle indrømme.Jeg er ikke meget for dette lille diskussionsformat, men et direkte spørgsmål bør vel efterkommes.Lad mig svare sådan, at jeg har den historieopfattelse, at personer spiller en helt afgørende rolle. Man skal vel også tilbage til tidligere tiders mere formørkede munkemarxister for at finde den holdning, at enkeltpersoner er ligegyldige, og at udviklingen forløber deterministisk alene styret af produktionsforhold – vist der da overhovedet har eksisteret så primitiv en tolkning.For at tage dit eksempel med Hitler, mener jeg, at den tyske nationalsocialisme aldrig havde fået det forløb, den fik, uden Hitler.Dette gælder også den anden vej. Hitler havde aldrig fået den magt, han fik, var han blevet født i Danmark eller på Island, og ikke i et nederlagsmærket tysktalende Østrig.Det enkelte menneske påvirkes af sine omgivelser og påvirker dem.Derfor er det centralt at forstå, eller søge at forstå, de mennesker, der har magt. Det gjaldt Hitler, det gjaldt Saddam, og det gælder andre tyraner, som stadig er ved magten.Når jeg – som du – støttede krigen, var det i høj grad ud fra en vurdering af, at Saddam var en konstant og alvorlig fare for Mellemøsten og for Vesten. Vi overvurdere, hvor farlig — ikke så meget, som medierne gerne vil give indtryk af, men dog nok til, at det er pinligt. Men at han var farlig, og kunne være blevet utroligt farlig, var han sluppet af med sanktionerne, er både det mest sandsynlige udfald af situationen i 2002-03, og støttes af Duelfer-rapporten.Tilbage står, hvad der måske er din egentlige pointe: at man skal passe på med at dæmonisere sine modstandere. Det er jeg enig i. Man skal altid forsøge at forstå sine modstandere, hverken mere eller mindre. Man skal ikke dæmonisere dem, og man skal ikke undskylde dem. Det gør det meget lettere at besejre dem.Hvis det var din pointe, er vi enige også på det punkt.

    Svar

Leave a Reply to David G. Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.