Jeg har dd. en kronik i Berlingske Tidende om fortolkningerne af 1998-valget.  Det er et opkog på mit kapitel i bogen “På ret Kurs”, som netop er blevet udsendt af People’s Press for CEPOS i anledning af 25 året for Schlüters tiltræden, og som blev præsenteret på en konference i dag.

Og nu er vi ved myter og ved genbrug, så kommer her min lørdagsklumme fra Berlingske forrige lørdag, hvori jeg kritiserer A4’s påstand om, at vi p.t. oplever en voldsom genopblomstring i mængden af politiske demonstrationer:

Debat: Er danskerne blevet demonstranter?

FOLKETS RØST. Selv om mange demonstrerer, er der god grund til at tro, at deltagerantallet i demonstrationer de seneste år har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau.

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Går danskerne igen på gaden for at demonstrere politiske sym- og antipatier? Det kunne man umiddelbart godt tro. Både dette og sidste efterår har man set demonstrationer med tusinder af borgere, der med større eller mindre ret har protesteret imod angivelige nedskæringer og for højere offentlige udgifter og mere omfordeling.

Det er en vinkel, som medierne har taget til sig med en vis begejstring. Senest har Ugebrevet A4, der udgives af LO, bragt en længere artikel, som trækker på visse data, men hvor der ikke er lagt bånd på fortolkningerne. Under overskrifter som »I kan – stadig – ikke slå os ihjel« og »Comeback til gadens parlament« fortælles det, at hvor det for få år siden var »et særsyn« med demonstrationer i Danmark, har aktionsformen »på det seneste« fået »nyt liv«. Forskere og kommentatorer interviewes i artiklen ud fra en præmis om, at der er tale om en »opblusset interesse« for at mobilisere borgerne til fordel for venstreorienterede demonstrationer.

Men hvad er fakta? Umiddelbart virker A4’s artikel veldokumenteret, med både meningsmålinger og optælling af antal demonstrationer. Men dykker man ned i tallene, ser man, at de presses til mere end sidste dråbe. En meningsmåling foretaget for A4 viser f.eks., at 56 pct. af danskerne generelt har sympati for, at mennesker udtrykker deres holdninger igennem demonstrationer, mens 31 pct. ikke har. Adspurgt om demonstrationer er en effektiv og fornuftig måde at sætte fokus på problemer, får man næsten de samme tal: 59 pct. siger ja, 25 pct. siger nej.

Men spørgsmålene er reelt så generelle og abstrakte, at de intet siger om indholdet af specifikke demonstrationer, som må tænkes at kunne omfatte alt fra utilfredse mødre til nynazister. Mere fundamentalt har undersøgelsen kun tal for ét tidspunkt, og det er åbenlyst svært at vide om noget er for op- eller nedadgående (eller konstant), hvis man ikke har noget at sammenligne med.

Ugebrevet fortolker også tal hentet fra en anerkendt forsker. Disse viser, at antallet af demonstrationer toppede med 208 i perioden 1971-75 og nåede bunden med 32 i perioden 1991-95, men siden er steget til 63 i årene 2001-04.

Tallene er givetvis korrekte, men fortolkningen er tvivlsom. At der er sket en vis stigning over det sidste årti, er sikkert rigtig, men tingene skal sættes i perspektiv: Antallet af demonstrationer er steget fra i 1990erne at udgøre ca. 15 pct. af niveauet blot et årti tidligere til nu at udgøre ca. 30 pct. af samme. Man er med andre ord ikke noget nær niveauet for blot to årtier siden.

Alle, der har puslet med statistik, ved også, at meget kommer an på, hvordan man opdeler perioderne. Havde A4 i stedet for fem-års perioder taget ti-års, ville der 1986-95 have været 108 demonstrationer og 1996-2004 120 — altså en stigning på mellem en og to demonstrationer om året. Næppe just et »comeback til gadens parlament«.

Vi ved intet om, hvor mange der rent faktisk har deltaget i demonstrationerne, og tallet er næppe ens for alle demonstrationer. Men der er god grund til at tro, at deltagerantallet har været drastisk faldende og fortsat er på et historisk lavt niveau. F.eks. kunne den nylige demonstration i forbindelse med Folketingets åbning samle ca. 50.000 deltagere.

Til sammenligning var der i 1980erne ved flere lejligheder flere hundrede tusinder på Christiansborg Slotsplads. Skal man bruge en anden indikator, kunne man se på 1. maj demonstrationer i København. Her er det af politiet anslåede antal faldet fra i gennemsnit 95.000 i 1980erne til 80.000 i 1990erne til nu under 30.000 i de seneste fem år — og tallet er generelt fortsat faldende. Hvor man under Poul Schlüter kunne samle op mod en kvart million i Fælledparken, var det i år 20.000, hvilket er det næstlaveste niveau de seneste tre årtier.

Der er altså intet, der tyder på, at en ny bølge af venstreorienteret massemobilisering er på vej. Men hvorfor forfalder medier og forskere i flere tilfælde i de senere år til at proklamere, at noget sådant er på vej? Måske fordi man gerne vil skabe en stemning, der kan have en selvforstærkende effekt. Måske fordi man på venstrefløjen har svært ved at løsrive sig fra den marxistiske analyse, der forudser socialismen som det naturlige endemål, historien nødvendigvis må bevæge sig imod. Begge dele er forståelige, men uden meget hold i virkeligheden.