Som det vist er de fleste bekendt har man i de seneste år oplevet betydelige stigninger i fødevarepriserne.selv om man af nogle af de verserende historier måske kan få opfattelsen af, at vi ligefrem har fødevaremangel er dog at skyde langt over målet, men mindre kan også gøre det, hvis man som hundredevis af millioner af mennesker, ballancerer på kanten af absolut fattigdom.

Årsagerne til prisstigningerne er mange. Stigende priser på brændsel, mere eller mindre fejlslagen høst en række steder, bl.a. Australien. Det har heller ikke hjulpet, at en række nettoeksportører, som bl.a. Argentina og Indien, i et forsøg på at holde de lokale priser nede, har indført eksportbegrænsninger/forbud (Indien) og/eller høje skatter på eksport (Argentina).

For Argentinas vedkommende har det indebåret optøjer, periodevis fødevaremangel i byerne og voldelige sammenstød mellem politi og protesterende landmænd. Hvor den anspændte situation i Argentina ender er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Men det er ikke helt usandsynligt, at situationen vil forværres kraftigt i den kommende tid, i takt med at inflationen fortsætter sin stigningstakt og prisen for ringe regeringsførelse ksal betales. Det er tidligere set, at lignende situationer er endt med, at den sidende præsident er trådt tilbage.

Endelig har to andre forklaringer ofte været blevet bragt til torvs – “onde” spekulanter og at prisstigningen skyldes stigende efterspørgsel på grund af stigende velstand i især Asien.

Men som Moisés Naím skriver i Foreign Policy , med reference til en af verdensbankens eksperter, Donald Michell:

“Although the emergence of a global middle class is undoubtedly a factor in driving up food prices, it is not as important as most commentators think. We are blaming the wrong people. That is one of the surprising conclusions of Donald Mitchell’s analysis of the food crisis. Mitchell, who is the World Bank’s expert on agricultural commodities, argues that while the poor, especially in Asia, are indeed eating more meat, this increased consumption is not the cause of the spike in food prices. Take, for example, the global consumption of rice and wheat. Between 2000 and 2007, the global consumption of rice grew by 1 percent a year; consumption of wheat grew even more slowly. Meanwhile, meat consumption soared. These trends seem contradictory because when you eat chicken or steak, you are essentially consuming grains, which are the main raw material used to raise these animals for human consumption. In fact, the demand for both rice and wheat has not matched the increase in the world’s population—that is, consumers. If meat consumption in Asian countries explained today’s higher grain prices, then the demand for grains should be consistently high and countries like China and India would be unlikely to have surplus grain to export. But, as Mitchell notes, the growth in demand for these grains in the past seven years was slower than the increase in demand between 1995 and 2000, when international prices were stable and Asian consumption had yet to boom. Moreover, China and India became net grain exporters in 2000, despite their growing populations and their rising meat consumption.”

Og omkring spekulanternes “skyld”:

“In the past five years, the number of futures contracts for wheat (the commitment to buy or sell a given volume of wheat by a certain future date at a predetermined price) has quadrupled. Although a lot of idle money looking for quick returns has found its way to agricultural markets, the fact is that while speculators ride and accelerate existing market trends, they don’t create the underlying market fundamentals.”

Hvor der indtil for nylig er talt meget om betydningen af stigende efterspørgsel efter fødevarer – se ovenstående citat, med masser af apokalyptiske og fantasifulde historier om de globale klimaforandringer og den globale befolkningstilvækst betydning (ofte fremstillet på en nærmest Malthus-agtig måde), har der været langt mindre fokus på betydningen af den stigende efterspørgsel efter biobrændsel.

Ikke at det ikke har været fremme, det har det – bl.a. kritiserede Cubas tidligere diktator Fidel Castro sidste år USA’s beslutning om at satse på brugen af majs til at producere biobrændsel, uden at der vist var mange der tog notits af dette – men omtalen af biobærndsels andel i prisstigningerne har ikke just været “Big news”, men det vil måske ændres nu.

En ting er, at brugen af biobrændsel er en håbløst energiineffektiv metode til at fremstille brændstof til vores motorkøretøjer (ca. halvdelen af energien bruges til at fremstille brændstoffet), og at nettopåvirkningen af CO2 udslippet er overskuelig (og omdiskuteret), noget andet er påvirkningen af verdensmarkedspriserne på fødevarer.

Hvor stor denne påvirkning er, er omdiskuteret. Den amerikanske administration har påstået, at den skulle være så lav som 3%, mens en endnu ikke offentliggjort rapport fra Verdensbanken i følge “The Guardian ” sætter påvirkningen til at være op til 75%. Hvorvidt sidstnævnte er korrekt ved vi mere om, når rapporten, der angivelig har været holdt tilbage siden april måned bliver offentliggjort. Men hvorvidt der i foromtalen af rapporten er tale om journalistisk (mis)forståelse eller ej er underordnet i forhold til den amrikanske administrations påstand om en marginal påvirkning på 3% – for det er helt hen i vejret.

Hvis vi alene ser på prisudviklingen på majs, der er steget kraftigt det seneste år og på udbuddet af majs, bør det være temmelig indlysende for de fleste, at en påstand om at efterspørgslen efter biobrændsel kun har marginal betydning, er helt hen i vejret.

USA står for ca. 1/3 af verdens samlede produktion af majs, hvoraf man ønsker at bruge op mod ca. 1/3 til fremstilling af biobrændsel. Det indebærer at over 10% af verdens samlede produktion af majs vil gå til fremstilling af biobrændsel. Hvis dette kun skulle have en marginal indflydelse på prisen på majs, idenbærer, at man må forudsætte at majs har en stor priselasticitet, men det forholder sig omvendt, majs har en lav priselasticitet. Det vil sige, at der skal ganske betydelige prisændringer til at “kompensere” for selv små ændringer i mængden.

Men hvorfor er man så interesseret i at underspille biobrændsels betydning? Det skyldes formentlig to forhold der spiller sammen indbyrdes –  ønsket om at frigøre sig fra olieafhængigheden (eller rettere afhængigheden af især den arabiske verden), og fokus på globale klimaforandringer, hvor biobrændsel åbenbart er udnævnt til at være en del af den symbolpolitik der præger den politiske håndtering af klimaspørgsmålet. At biobrændsel (i hvert fald til biler) så ikke er en energieffektiv løsning, er man tilsyneladende ligeglad med.

Og hvorfor har demokraterne så ikke brugt ovenstående problemstilling til at udfordre republikanerne op til præsidentvalget? – Fordi de selv har stemt for den underliggende lovgivning – og det er “in” at være grøn.

Ja, politik er så sandelig er beskidt game – godt nok er det også “in” at give udtryk for sin store medfølelse for verdens fattigste – men åbenbart ikke mere, end at man ingen problemer har med, at de skal betale prisen for at man kan hævde at være miljjøbevidst og grøn – At de tiltag man så advokerer for, stort set ingen betydning får for klimaforandringerne er selvfølgelig underordnet i det politiske spil.