På Fairtrade’s svenske hjemmesider kan man læse en ganske interessant rapport fra 2009, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, udarbejdet af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (der er et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet).

Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.

Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.

Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.

Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.

Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.

At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.

Således konkluderes det i rapporten, at

Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.

Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at

I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.

Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret

“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”

Reelt er der tale om et koncept, der  -hvis det blev udbredt til at dække alle verdens fattige  – ville gøre ubodelig skade. Som vi tidligere har skrevet her på bloggen fremmer fairtrade nemlig ineffektiv produktions- og organisationsformer med høje omkostninger til følge. Dertil skal lægges omkostningerne ved certifisering og kontrol, og endelig er der risikoen for korruption eftersom minimumsprisen betales til producentorganisationer, der herefter skal dele pengene ud til den enkelte landmand. Med tanke på i hvilke lande fairtrade produktion finder sted, er det nok en ganske reel risiko.

Vurderet på sin evne til at øge indkomsterne for fattige bønder er hovedkonklusionen i rapporten da også, at i den udstrækning at der er en effekt, gælder at brugen af minimalpriser er en ineffektiv metode til at øge udvalgte fattige landbruges (de 0,2% af verdens fattige bønder der er del af fairtrade) indkomst.

Når jeg har debatteret med fortalere for fairtrade herhjemme – og det er da sket nogle gange efterhånden – har de altid lagt vægt på at fairtrade er noget andet end at give ulandsbistand. Men den svenske rapport konkluderer reelt, at det kun er som ulandsbistand, at fairtrade giver mening. Desværre for konceptet, konkluderer man også, at der er tale om en meget ineffektiv måde at give ulandsbistand.

Förutom den direkta priseffekten syftar Fairtrade till att uppnå socioekonomiska mål. Problem som påtalas av rättvis handel-rörelsen är att det saknas resurser för att finansiera skolor och liknande, att det råder brist på kreditmöjligheter, att jordbrukarna har en svag förhandlingsställning gentemot uppköpare samt att svag lagstiftning medför bristande miljöhänsyn och dåliga arbetsvillkor för anställd personal.

Nok kan Fairtrade kan have positive effekter på kreditgivning, etablering af nye skoler osv. osv., men  desværre – for Fairtrade – kommer man frem til at der er tale om en meget ineffektiv måde at yde bistand :

Ett direkt bidrag/bistånd skulle vara mer effektivt. Då undviker man produktionskopplingen och dess negativa effekter samt merkostnaderna för märkningen. Dessutom kan en större del av konsumentens donation nå fram eftersom den inte går via handelsledet med den risk för läckage som det innebär

Den endelige dom over Fairtrade er da også ganske klar:

För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.

Avslutningsvis har märkningen vissa positiva effekter i liten skala, men modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.

Med en sådan konklusion er det forståligt, at denne rapport ikke er det første der møder den besøgende på Fairtrade ‘Sveriges hjemmesider. Hvad man skriver på en pæn måde er, at hvis de der køber fairtradeprodukter, der alt andet lige, altid er dyrere end konventionelle produkter gør det fordi de er optændt af et ønske om at hjælpe verdens fattige, så bør de straks holde op med det.

Nu må vi jo gå ud fra, at der er nogen i Fairtrade Sverige der rent faktisk har læst rapporten siden den ligger på deres site – og konklusionen er jo ganske klar, det er spild af både tid og penge.  Eller sagt på en anden måde. Det er nu dokumenteret sort på hvidt, at der er tale om vildledning af forbrugeren, når man påstår at man gør godt for verdens fattige ved at købe fairtrade mærkede produkter. Rent faktisk ville man gøre mere godt ved IKKE at købe mærkede produkter og evt. i stedet give de sparede penge direkte til projekter i ulandene. Så hvorfor forholder man forbrugerne den viden, at fairtrade er en meget ineffektiv måde at bekæmpe fattigdom på?

Set på den måde kan fairtrade kun betegnes som en klam fidus, der vist først og fremmest er til gavn for de der arbejder i Fairtrade organisationen. Det kan selvfølgelig også tænkes at de der har læst rapporten rent faktisk forlod Fairtrade organisationen, og i stedet har lagt deres kræfter i en andre og mere lødige aktiviteter. det er måske forklaringen på at rapporten ligger på Fairtrade Sveriges webserver uden at man tilsyneladende kan linke til den fra selve hjemmesiderne.