Produktiviteten halter i Danmark. Målt både ved produktionen per arbejdstime og ved den såkaldte multifaktorproduktivitet (MFP) ligger vækstraterne lavere end i de fleste andre OECD-lande. Samtidig er OECD-landenes produktivitetsvækst generelt lavere nu end i tidligere årtier.

På den positive side står, at produktiviteten i mange udviklingslande er steget betydeligt – navnlig i Kina og Indien. Det betyder, at vi har kunnet importere os til produktivitetsgevinster gennem lavere priser på importerede varer.

Og strengt taget ved vi ikke rigtig, hvor stort det absolutte produktivitetsproblem er. Det er et velkendt problem, at det er svært at korrigere tilstrækkeligt for kvalitetsforbedringer. Et nyt fladskærms-TV er ikke bare billigere, men også bedre, end modellerne var for fem og ti år siden.

Oveni problemet med at korrigere for kvalitetsforbedringer ved det enkelte produkt, er der et endnu større problem ved at korrigere for den kvalitetsforbedring, som følger af et mere varieret vareudbud.

Tag bogmarkedet som eksempel. Historisk er produktivitetsgevinsterne kommet ved, at det er blevet billigere at producere store oplag. Men i øjeblikket bliver det også billigere at producere små serier. Mere intelligente maskiner kan automatisere trykningen af små oplag, og bogsatsen kan nu produceres elektronisk direkte fra forfatterens manuskript i stedet for at blive sat forfra. Flere bøger bliver slet ikke trykt i fysiske udgaver, men kan distribueres elektronisk. Disse tekniske fremskridt kan meget vel gøre den gennemsnitlige bog dyrere, men det dækker over, at et varieret udbud også har en væsentligt større værdi. Og uanset, om de fleste bogkøbere under alle omstændigheder kun køber nogle få titler, har adgangen til et stort udvalg værdi for dem alle sammen.

Helt generelt har et stort vareudbud værdi. I en økonomi, hvor hvede var det eneste forbrugsgode, ville vi hurtigt blive ramt af faldende grænsenytte af indkomst. Desværre er nationalregnskabsstatistik bedst egnet til at belyse præcis sådan en økonomi.

Noget ved vi dog alligevel. Økonomisk teori med udgangspunkt i den såkaldte ”Dixit-Stiglitz”-nyttefunktion har været i stand til at forklare en del observerede fænomener. Og pointen i denne nyttefunktion er netop, at variation har værdi. Især når det gælder infra-industriel udenrigshandel – hvor f.eks. bilproducerende lande også importerer biler – synes det drevet af voksende varevariation. Udenrigshandel er et af de statistisk bedst belyste områder i så henseende.

Man kan gætte på, at variationen i vareudbuddet vokser helt generelt, og at den teknologiske udvikling i øjeblikket tilgodeser især det. Som på bogmarkedet kan mere intelligent produktionsstyring mange steder ikke alene skabe ”just-in-time-produktion”, men også relativt billigt tage hensyn til kundernes særlige ønsker.

Som jeg skrev på dette sted for nylig, er højere produktivitet i den private sektor ikke en løsning på problemet med at finansiere øget offentligt forbrug. Det kan tværtimod øge finansieringspresset. Det gælder også og i endda i særlig grad, hvis produktivitetsvæksten sker i form af øget variation. Så længe offentligt forbrug ikke bliver prissat, og priserne heller ikke styrer produktionen, kan det ikke lade sig gøre at imødekomme ønsker om variation på nogen økonomisk rationel måde. Det giver ikke mening at lade forbrugerne vælge mellem goder med forskellig pris og kvalitet, hvis priser og omkostninger ikke følges ad. Hvis biler var gratisydelser, ville de fleste vælge Rolls Roycer og Ferrarier. Markedet allokerer effektivt, fordi forbrugerne vælger at købe de varer, hvor omkostningerne er mindre, end det, forbrugerne synes de er værd.

Måske har det typiske offentligt udbudte gode engang været en relativt simpel standardvare, man ikke kunne variere så meget. Blev man syg, fik man en seng på et hospital og blev enten rask eller døde. Skulle man lære at læse, fik man en pult, en griffel og degn stillet til rådighed. Har det nogensinde været sådan helt generelt, er det det i hvert fald ikke længere. Hospitalsbehandlinger kan i princippet varieres og ekspanderes i det uendelige, men også på mange andre områder er variationsmulighederne stærkt voksende.

En nødvendig betingelse for at lade variationsmulighederne komme borgerne til gode er, at der anvendes omkostningsægte priser for offentligt udbudte goder. Men det er næppe tilstrækkeligt. Variationen i privatforbruget er jo i høj grad genereret gennem trial-and-error-processer på udbudssiden. Det er et bottom-up-baseret markedssystem, som vi ikke engang kan få et rudimentært statistisk overblik over. Vi kender intet offentligt top-down-system, som kan det samme.

Så selv om produktiviteten – ikke mindst som følge af øget variation – generelt måske stiger mere, end vi går og tror, skal man altså ikke erklære produktivitetskrisen for død. Den danske produktivitetsvækst tyder stadig på at være lavere end i andre lande. Og ved vækst gennem variation vil det offentlige forbrug ikke kunne følge med. Det kan kun løses ved at reducere omfanget af ydelser, det offentlige leverer. Men risikoen er, at der i stedet kommer politisk pres for at kaste endnu flere ressourcer ind i at øge udbuddet af offentlige ydelser.