Forestillingen om en velordnet industrialisme, døbt “fordisme” efter superorganistoren Henry Ford, er et politisk ideal som idag har stor betydning på venstrefløjen som en af de primære måder, hvor den kan forene sin traditionelle målgruppe, fabriksarbejdere, med sin nutidige, som er middelklasseforbrugere i byerne, og forene en his
Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.
orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.
Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.
Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.
Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.
Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:
“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…
Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.
Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”
Velmenende mennesker forfærdes ved synet af kummerlige forhold og manglen på fast arbejde, men stræben efter politisk tilvejebragt “full employment” à la Ford fører ofte en større polarisering mellem det ordnede og det uordnede samfundsliv, som udgør en ny barriere, man må overvinde. Precarity-litteraturen flyder over med eksempler på folk, der ikke kan indfri målet om en god stilling, stabil indtjening, ansættelsestryghed, som typisk beskrives som en stadig større kløft mellem ideal og virkelighed og tolkes som bevis på kapitalismens uformåen, mens det snarere er en dom over en rigid og utopisk industrialisme. Stadigt flere mennesker lever på kanten af én drøm, men de lever ikke nødvendigvis dårligere af den grund — særligt ikke hvis man giver plads til, at de kan forfølge deres egne drømme.
Industrialismen som ideologi har netop den bivirkning, at den ser bort fra de strategier, udsatte og fattige mennesker faktisk benytter sig af for at få til dagen og vejen. I Haiti kaldes den blanding af skiftende lønarbejde, landbrug, skiftende afhængighed af familie og venner, gadesalg, rykvis migration og uformelt arbejde, som er så typisk i mindre udviklede omstændigheder ganske enkelt for ”chercher la vie.” I den sammehæng er fast lønarbejde under ordnede forhold kun én mulig strategi blandt flere, som Millers informanter og mange andre gerne fortæller om – hvis man ellers gider spørge.
Det at leve på kanten af den formelle økonomi kan være den bedste og mest farbare vej, der står til rådighed. I den forbindelse er det mildest talt ubehjælpeligt at forsøge at lukke den uformelle sektor ned, som man ofte gør både i udviklingslande og i Danmark. Konsekvensen er oftest yderligere forringelse af livsforholdene for de ramte. I Danmark lukker man gerne ned for “social dumping” og uformelt arbejde, selvom det netop er laverelønnet, marginalt arbejde (som jordbærplukker eller kontantlønnet brolægger, f.eks.), som er mest tilgængeligt for dem, der ellers ikke ville kunne finde sig en niche under ordnede forhold. I Millers artikel møder hun affaldssamlere, som ernærede sig som gadesælgere, før deres varer blev konfiskeret og de blev jaget væk fra byrummet i forsøget på at skabe mere velordende gaderum:
Most of these catadores recounted stories of the increasing difficulties faced by informal workers beginning in the 1990s. In 1993, the mayor of Rio de Janeiro, César Maia, launched a series of urban reform projects that focused on the regulation of public space. The urban planner responsible for initiatives in Rio’s central business district referred to this project as “straightening-up the house” or “cleaning the landscape. … Thus, many catadores came to Jardim Gramacho not as a result of losing full-time, waged employment but as a consequence of the enclosure of Rio’s informal economies.
Til forskel fra rene og nydelige fabriksgulve, hvor man stempler pænt ud, er den virkelige verden oftest uordentlig, rodet og grim. Fattigdomsaktivister viser gerne billeder af stinkende affaldsdynger og tiloset baggårdsindustri, som de holder op mod en idealiseret middelklasselivsstil, som aldrig har haft gang på jorden uden for en kort periode i efterkrigstiden. Den større historie er, at den industrielle model heller ikke i Vesten har kunnet levere den varige velstand, som et mere rodet, uordentligt og fleksibel samfundsliv præsterer. Problemet er således ikke den forkætrede neoliberalisme, men autoritære vækstmodeller og centralisme, som gang på gang går galt af menneskers ønsker. I den forbindelse er det mindre væsentligt, at de forholdene ser grimme ud på en eller DR2-dokumentar eller lyder uhyggelige for den fast ansatte dansker.