Den græske statsgæld er enorm både sammenlignet med andre lande og tidligere tider. Opgjort efter OECDs metode svarer nettogælden til næsten 1½ gange bruttonationalproduktet (BNP). Men det er ikke det samme, som at gælden udgør en tilsvarende stor økonomisk byrde. Af figuren fremgår statens nettorenteudgifter som procent af BNP. Som det ses, belaster gælden ikke de offentlige græske finanser væsentligt mere end i andre lande med høj gæld. Rentebyrden svarer til 4 pct. af BNP. Byrden er den samme som gennemsnittet for alle eurolandene, da de gik ind i euroen ved årtusindeskiftet. Lande som Belgien, Ungarn og Grækenland selv lå næsten dobbelt så højt den gang.
Forklaringen på den lave rentebyrde trods den høje gæld er, at Grækenland reelt allerede er gået bankerot. De private kreditorer fik en “haircut” og har nu afhændet resten af deres tilgodehavender. Stort set al gæld er til offentlige myndigheder, og renten er fastsat på et meget lavt niveau – langt under, hvad man skulle betale på markedet.
Derfor handler den græske krise reelt ikke så meget om, at Grækenland ikke har råd til at klare sin gældsbyrde. Det egentlige spørgsmål drejer sig om på den ene side de dybt alvorlige strukturelle problemer i græsk økonomi og på den anden om kreditorernes krav for at fortsætte med de meget gunstige betingelser. Grækenland lider under reguleringer, som det ofte er svært for omverdenen at forstå omfanget af. Det er her, Akilleshælen i græsk økonomi skal findes.
Kreditorerne har stillet to typer af krav. Den første handler om at gennemføre de stærkt tiltrængte reformer. Den anden handler om at nedbringe gælden efter en meget stram plan. Den græske regering mener, at planen er urealistisk. Det kan der være en pointe i. Men regeringen bruger det som påskud for ikke gennemføre de aftalte reformer; Det nytter jo alligevel ikke…
Realiteten er, at kreditorerne hverken vil eller bør lempe på kravene til gældsreduktion, så længe skiftende regeringer ikke vil reformere. Hvis de gjorde det, ville det være en invitation til andre gældsatte lande om at stoppe deres reformer og i stedet vælge politikere fra radikale yderfløje til at regere.
Konsekvensen af den græske krise kan meget vel blive, at landet må forlade euroen. Men det er efter min opfattelse ikke noget, grækerne bør se frem til. Gælden er i euro, så man kan ikke bare devaluere sig ud af den. En devaluering vil ganske vist give en vis forbedring af konkurrenceevnen, men krisen er ikke forårsaget af et klassisk konkurrenceevneproblem. Læg mærke til, at de græske lønninger faktisk er nominelt faldende allerede. Så den primære effekt af at droppe ud af euroen vil formentlig være at inflationsbeskatte den del af den private opsparing, som endnu ikke er nået i sikkerhed. Det er præcis det modsatte af, hvad græsk økonomi har brug for; Tillid til at investere og allokering gennem markedsmekanismer, ikke politisk magt.
Som vi diskuterede tidligere i dag, hermed et link til en ret så interessant blog om græske tilstande.
http://lolgreece.blogspot.dk/2015/07/getting-to-yes-in-greece-collection-of.html
Vil i/du ikke forholde jer til den store litteratur som siger at austerity er skadeligt. Eller bare det faktum at Grækenlands BNP er faldet med over 20%, burde indikerer at sparekassen har kostet Grækenland dyrt.
Man kunne indvende, at græsk BNP er faldet fra et kunstigt højt niveau, der ikke afspejlede landets egentlige produktive kapacitet – man har ganske enkelt levede over evne. Det er ikke for sjov, at vi lærer vores børn, at det skal man ikke.
der er noget om det, men over 20% lyder urealistisk. Derudover er arbejdsløsheden steget enormt, så dette tyder på at Grækenland er i en stor rescession.
Hvad er kilden til data for renteudgifter?
Den enorme arbejdsløshed viser jo tydeligvis at den græske BNP er langt under potentialet. Det useriøst at sige at den store nedgang i BNP skyldes at den græske BNP skulle have været kunstigt høj.
Det er vigtigt at sondre mellem rentebyrde og budgetforbedringer. Grækenland har som nævnt en både historisk og internationalt set beskeden rentebyrde. Derimod har man strammet de offentlige finanser i betydelig grad. Det er, hvad man kan henvise til, når man taler om “austerity”.
Stramningerne alene kan ikke forklare dybden af den økonomiske krise i Grækenland. Stramninger i andre lande har ikke bragt medført forholdsvist nær samme tilbageslag. Tættest på kommer forgældede lande som Italien, Spanien og Portugal. Lande som Irland og Island (som bortset fra Grækenland tegner sig for den største budgetstramning i OECD) har ikke nær samme krisedybde. Man kommer ikke uden om, at den græske krise i høj grad drives af (desværre berettiget) negativ forventningsdannelse, som hænger sammen med en meget ringe strukturpolitik og et politisk system ude af stand til at tage fat på de grundlæggende problemer.
Island har egen valuta og har haft højere inflation, på et tidspunkt over 15%. Grækenland har haft deflation, og har generelt haft den laveste inflation i EU. Dette indikerer at prisrigiditet betyder en del. Et land mister ikke bare 25% af output ved rene produktivitetschok. Derudover er det svært at forklare den høje arbejdsløshed uden pris og lønrigiditeter. Så store udsving som der har været på output og arbejdsløshed kan ikke skyldes strukturelle problemer, da Grækenland havde samme strukturelle problemer før 2008.
De kan da netop skyldes strukturelle problemer! I hvilken grad en økonomi oplever stigende arbejdsløshed og hvor persistent den er, påvirkes ganske tydeligt af, hvor rigide arbejdsmarkedets strukturer er. Stivere faggrænser og strammere (og dyrere) fyringsregler fordyber da på indlysende vis en krise, uanset om den er hjemmebagt eller ej. De interesserede kan f.eks. tage et kig på Horst Feldmans arbejde omkring denne type forhold.
Christian, de samme strukturelle problemer var der jo før 2008, hvor der var en meget lavere arbejdsløshed og et højere BNP. Hvis ikke at austerity er en del af forklaringen, så skal der komme med en anden forklaring(hvilket der til mit kendskab ikke har været endnu). Det er meget svært at argumentere for at Grækenlands nuværende BNP og arbejdsløshed ikke er hhv. langt under og over den potentielle værdi. Vil dog kigge på Horst Feldmans arbejde.
Kilden til nettorenteudgifterne er OECDs Economic Outlook https://www.oecd.org/eco/outlook/economicoutlookannextables.htm
Selv om strukturproblemerne er af gammel oprindelse, er de blevet forværret i den forstand, at de er med til at blokere for en løsning på en langt værre situation nu end tidligere.
Jeg benægter ikke strukturproblemerne, og at de har gjort Grækenlands situation værre, men de kan langtfra forklare hvorfor Grækenlands økonomi er så meget værre nu end den var i 2008. Der kan sagtens laves strukturelle forbedringer, men disse er ikke skatteforhøjelser og andre ting der samlet øger det strukturelle overskud.
Hvis der er prisrigiditet på lønninger så er det klart at deflation vil skabe stigende arbejdsløshed. Derfor kan det også forklare hvorfor det gik fint da pengene ræsede rundt i boomårene op til finanskrisen – her afsløres de skadelige virkninger af rigiditeten ikke.
Når kreditten tørrer ud, afsløres virkningen af de hårde grænser for prisbevægelser ved at markedet ikke clearer længere. Her kan man så vælge at pumpe penge ud og sætte økonomien ind i et nyt boom-bust, eller man kan vælge at løsne sine prisrigiditeter så markedspriserne kan ændre sig dynamisk og søge mod et nyt equilibrium.
Grækerne har ikke muligheden for at pumpe penge ud, så de skal løsne prisstrukturen op så markedet kan arbejde imod equilibrium cleare igen.
Det kan de jo bare nægte at gøre og fortsætte med at have rekord høj arbejdsløshed.