Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.
Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.
Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.
De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.
Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.