Hvis nogen skulle være i tvivl, lever vi rent politisk i en post-faktuel verden. Niveauet i den politiske og normative debat er fortvivlende lavt, og det gælder ikke kun på Facebook og andre sociale medier. Når det drejer sig om, hvad folk uden at blinke er parate til at påstå, og ikke mindst hvad andre sluger råt, er vi tilbage i 1930erne. Det er ganske enkelt ingen grænser for, hvad folk kan slippe afsted med at præsentere som ’virkelighed’, bare en tilstrækkeligt stor gruppe af andre mennesker synes, at det ’føles rigtigt’. Til de fleste nationaløkonomers store frustration betyder det, at videnskabeligt stendøde idéer som protektionisme er tilbage som politisk gangbare forslag.
Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.
Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:
”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”
Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.
Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.
Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.
Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”
Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.
Der er ikke noget, som når noget åbenlyst forkert (og dumt), skydes ned på så saglig en facon og på en bane, der ligger niveauer over Uhrskovs.
Allez!
Det er frustrerende, at så mange mennesker føler sig kompetente nok til at udtale sig om økonomiske emner, som de ikke har den fjerneste forstand på. Det er bare desværre sådan virkeligheden er. De fleste, der interesserer sig for politik vil have en tendens til at filosofere for at søge forklaringer på de fænomener, som de oplever i verdenen omkring dem, og det bringer dem unægteligt ind på den økonomiske disciplins område, hvor de sandsynligvis ingen anelse har om, hvor dybt de er ude at bunde.
I Morten Uhrskovs hoved giver det perfekt mening, at en øget protektionisme af “varer produceret af ufaglærte” vil øge beskæftigelsen blandt danskere med disse kvalifikationer. Han har ingen anelse om, hvilke fejlagtige antagelser, han gør sig – f.eks., at der ingen alternativomkostninger er, og at løn er det eneste konkurrence parameter mellem højt- og lavtløns lande.
Jeg tror, at den bedste måde for at komme dette problem til livs på, er ved bare at stille kritiske spørgsmål, som kan få dem til at betvivle deres fejlagtige og ubetænksomme antagelser. Hvis logikken bag deres forslag er baseret på en fejlslutning, så vil det ikke være svært at stille dem spørgsmål, som de ikke vil være i stand til at svare på uden, at de først forkaster deres bagvedliggende antagelser. Det kan få dem til at gå og gruble i lang tid efter.
Thomas Sowell aka den sorte diamant mener, at der er tre spørgsmål som kan besejre ethvert argument på venstrefløjen: “til hvilken omkostning”?, “sammenlignet med hvad”?, og “har du nogle hårde beviser”?. Et andet godt spørgsmål kunne være: “hvad har du af forudsætninger for at vide, at din påstand er sand?”. Er der nogen her, som kan finde på andre gode spørgsmål?
Tjohm. Nu taler han jo om større sammenhængskraft, og man kan da måske godt komme med det sociologiske argument, at det er et samfundsmæssigt gode at beskæftigelsen blandt lavtuddannede stiger, selvom samfundet samlede velstand falder.
Økonomisk politik har jo ikke kun økonomiske konsekvenser.
Njah, det kunne man nok godt. Men hvordan ser erfaringerne ud på den konto? Ser man f.eks. på erfaringerne fra Latinamerika, peger de i retning af at protektionisme underminerer den type beskæftigelseseffekter.
Problemet er jo bare, at beskæftigelsen blandt lavtuddannede ikke vil stige, hvis man indfører hans forslag. Frihandel er ikke og har aldrig været en årsag til arbejdsløshed – i hvert fald ikke på lang sigt. På kort sigt kan der selvfølgelig altid være volatilitet, som kan foreårsage arbejdsløshed, f.eks. hvis et meget protektionistisk land pludselig indfører frihandel.
Det er lettere at sælge et forslag om protektionisme, end et forslag om skattelettelser.
Jeg giver en længere begrundelse for mine udtalelser på min JP-blog om kort tid. For nu rækker det at rette en alvorlig misforståelse, som Christian Bjørnskov har gjort sig:
Jeg har IKKE plæderet for højere mindsteløn, tværtimod. Jeg sagde i Radio24syv, at mindstelønnen bør sættes NED for at gøre den lavest uddannede arbejdskaft mere konkurrencedygtig. Nedsættelsen skal følges af en skattesænkning for at undgå arbejdende fattige. Så håber jeg, at den del er på plads. Mærkværdigt at det skal være nødvendigt at korrigere Bjørnskov, der bare kunne have hørt ordentligt efter.
Lad os håbe, at det hele bare er en stor misforståelse 🙂
Du sagde, at “man burde se på mindstelønnen.” Det fortolkede jeg som et traditionelt kald for at sætte den op, men jeg er bestemt glad for, at du mener det modsatte. Derudover er din kommentar i JP en mærkværdig misforståelse. Det ovenstående nævner ikke den globale velstand, men udelukkende danskeres.
Ja, jeg har set, at du taler om dansk velstand. Jeg mente dog, at det var nødvendigt at bruge lidt plads på at forklare, at jeg er med på, at teorien om de komparative fordele har meget for sig, men ikke tager højde for et ønske om at beskytte egen kultur.
Det ændrer i øvrigt ikke ved, at jeg stadig ikke har hørt en liberal komme med et overbevisende bud på, hvordan vi skaber rammerne for flere jobs og samtidig forhindrer dannelsen af et proletariat eller working poor. Jeg omfordeler hellere begrænsede midler, end jeg accepterer timelønninger på 30 kr.
Den bedste måde at beskytte egen kultur på er ved at, kulturen bygger på en stærk økonomi. Det er jo en del af det som er muslimernes problem, at deres kultur ikke passer ind i et moderne samfund og økonomi. Og så kommer det i clash med en vestlig velfærdsmodel, som økonomisk også er håbløs.
Working poor problemet, løses ikke ved at gøre samfundet fattigere, så bliver der jo blot endnu flere fattige. Liberalismens tilgang er at sikre de fattiges rettigheder til at beholde de penge som de tjener. Working poor er også et strukturelt problem, som er lettere at undgå i et lille land som Danmark.
debattører der bare ævler løs, uden at gide sætte sig ind i tingene først – det er bare det værste.
Jeg forventer derfor også med stor glæde, at Bjørnskov eller evt. Niels Westy, selv, ville lave en kritisk gennemgang af den forrige debattråd herinde, hvor Westy omtaler indvandrere og efterkommeres kriminalitets frekvens.
Den lader en del tilbage at ønske, i forhold til “kvaliteten” for den offentlige debat. Men måske er det kun “de andre” der skal forbedre sig?
Pingback: Vindere og tabere ved frihandel | Punditokraterne
Kære Christian
Hvordan forholder du dig til papiret fra Autor m.fl. “The China Shock”:
Alongside the heralded consumer benets of expanded trade are substantial adjustment costs and distributional consequences. These impacts are most visible in the local labor markets in which the industries exposed to foreign competition are concentrated. Adjustment in local labor markets is remarkably slow, with wages and labor-force participation rates remaining depressed and unemployment rates remaining elevated for at least a full decade after the China trade shock commences.”
Dit indlæg fokuserer på forbrug, men udfordringen er vel, at den relative efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft er faldende (ift. faglært) samtidig med, at udbuddet af ufaglært arbejdskraft vokser dramatisk takket været globaliseringen.
Endvidere er der vigtige eksternaliteter. Familier opløses og hele lokalsamfund, der ikke fik diversicificeret sig i tide bliver lagt øde.
Det er vigtigt at sikre sig fordelene fra globaliseringen, men Uhrskov savner vel et fornuftigt og realistisk bud på, hvordan man bedst håndterer udfordringen med, at de ufaglærte, især ufaglærte mænd, overflødiggøres. Især hvis man tænker på tesen fra William Jules Wilson om, at uden gode jobs får mænd svære vilkår på ægteskabs- og datingmarkedet. Man kan naturligvis også mene, at Wilson tager fejl, i hvilket fald jeg så tror, at Uhrskovs indvendinger bliver straks mindre vigtige.
Pingback: NPR om The Jones Act | Punditokraterne