USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.
Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.
Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.
Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.
Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.
Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.
Det er også min konklusion, Trump vil måske få bygget en mur til Mexico og ikke mere.
Derved bliver han en bedre præsident end Bill Clinton, der jo som bekendt heller ikke fik gennemført ret meget.
“Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske”. Ad hominem argumenter er altid så dejligt overbevisende, der styrker forfatterens troværdighed
Hvis du skulle være i tvivl, er min vurdering af Clinton ikke meget bedre. Men jeg bryder mig i ekstremt lille grad om Trumps menneskesyn.
Det er jeg ikke i tvivl om. Men for saglighedens skyld efterlyser jeg dog stadig et argument. Hvilket “menneskesyn” mener du Trump giver udtryk for, og hvad er det ved dette, som ikke behager dig Hr. Bjørnskov?
Jeg ved snart ikke,hvor jeg skal starte. Ideen om en mur til Mexico, som skal patruljeres af Predator-droner? Forslaget om en ideologisk test, som skal bestås før man får opholdstilladelse i USA? Statslig overvågning af alle moskeer? At ingen muslimer skal have adgang til USA, og at alle syriske flygtninge skal sendes tilbage til Syrien?
Fordi det er liberalt, IKKE at ville teste folk før de får adgang til velfærdsstatens goder (sådan er det jo også i USA), herunder velfungerende institutioner?
Altså alt det som er opbygget af andre gennem generationer, er bare sådan noget man kan beslutte at man gerne vil nyde på lige vilkår, selvom man ingen andel har i det. Og altså endda samtidig med at man fralægger sig ansvaret for at opbygge et civiliseret samfund der hvor man kom fra.
En slags hyldest til opportunisme.
Dem der har betalt skat de foregående mange år, må bare affinde sig med at det gik til institutioner, som alle kan nyde gevinster af på lige vilkår.
Det har ikke noget at gøre med at teste folk. Men bemærk at det er en _ideologisk_test! Man vil teste folk for deres holdninger – hvad de tænker – i stedet for deres handlinger – hvad de gør. Den slags forsøg på tanke- og holdningskontrol er omtrent så uliberalt som det kan blive, og en metode, der ellers kun hører til fascistiske regomer – Sovjet, Nazityskland, Cuba osv.
Jeg er med på, at du ikke kan lide Trump fordi hans politiske forslag og retorik gør dig følelsesmæssigt utilpas. Vi venter stadig på at høre de saglige overvejelser bag? Faktum er, at USA er på vej til at blive mere og mere etnisk og kulturelt fragmenteret. Historien har gentagende gange vist at en sådan udvikling er opskriften på konflikt og sammenstød. Trump er i virkeligheden en af de få politikere, der tager den bekymring alvorligt. Det er derfor han nu står som republikanernes præsidentkandidat frem for en levebrødspolitiker fra det traditionelle establishment, der har mistet jordforbindelsen til befolkningen. Det kan godt være Trump ikke bliver valgt, men virkeligheden ændrer sig ikke af den grund. Vi står stadig over for de samme udfordringer med Hillary ved roret præcis som vi så herhjemme under den seneste røde regering, der stort set førte borgerlig politik netop fordi omstændighederne krævede det.
Ulempen ved ikke at vælge fx Trump er, at jo længere der går før man tager hånd om problemet desto større og ”grimmere” bliver indgrebet, der nødvendigvis må komme, hvis vi fortsat vil leve i et velstående og fredfyldt samfund.
“Fordi det er liberalt, IKKE at ville teste folk før de får adgang til velfærdsstatens goder”
ØH er velfærdsstaten liberalt? Du vil lave noget ikke liberalt, for at beskytte noget ikke liberalt. Two wrongs does not make one right.
En af de mere positive ting ved Trump er også, så vidt jeg er informeret, at han ikke ønsker en krig. Det virker Hillary langt mere interesseret i, og har også vist sine krigstendenser mange gange gennem sin karriere som politiker.