Tiden er kommet til den årlige post, vi deler med Børsen (gated version her): Hvem er de bedste danske nationaløkonomer? Det er naturligvis et spørgsmål, der ikke kan besvares med nogen form for præcision. Der er ingen konsensus om, hvad ’bedst’ betyder, og selv når der er, er det svært at blive enige om, hvordan man måler det. Vi giver dog et bud hvert år, og hvert år på en lidt anderledes måde og med et lidt anderledes fokus.

Som hvert år er vores fokus stift rettet mod danskere i Danmark, der bedriver forskning i nationaløkonomi. Vi udelukker derfor en række glimrende økonometrikere – de fortjener deres egen liste, lavet af en med indsigt i feltet – og vi ser også bort fra en række fine økonomer i ren finansiering og management. Fokus er med andre ord, som i tidligere år, på folk i ’economics’, der udgiver deres forskning internationalt og er blevet citeret mindst 100 gange af deres kolleger.

Derudover er det særlige i 2017-udgaven, at årets metode indebærer, at alder eller ancienitet ikke er et plus. Vi ser på et mix af citationer og kvalitet, men ikke helt simpelt. For det første bruger vi antallet af citationer per år aktiv per artikel. For mit vedkommende fik jeg min PhD i 2005, og tæller dermed som aktiv i 12 år og Scopus-databasen inkluderer 68 artikler, som jeg er forfatter eller medforfatter af. Mit samlede citationsantal – 1601 citationer i publicerede artikler i videnskabelige tidsskrifter – skal dermed deles med 12*68 for at få vores citationsindeks. Det vægter vi med et mål for hvor prestigiøst, det bedste economics-tidsskrift, man har publiceret i, er. I mit tilfælde er det Journal of Development Economics, der har indeks 25,91 i Repec-databasen. Resultatet er et samlet indeks mellem 0 og 100, hvor dem der både har publiceret meget fint og citeres ofte per artikel, får bedre vurderinger. I årets indeks hjælper det således ikke at have været med i mange år eller at have været særligt produktiv! Ligeledes er det heller ikke en fordel at have publiceret noget af sit bedste arbejde udenfor nationaløkonomi – tværfaglighed er enten ligegyldig eller en direkte ulempe. Sagt på en anden måde, er 2017-indekset særligt velegnet til at vise relativt yngre, fokuserede nationaløkonomiers kvaliteter.

Med denne metode kårer vi med stor tydelighed Lasse Heje Pedersen fra CBS som den bedste danske nationaløkonom. Lasse har ikke blot publiceret i supertidsskriftet American Economic Review, men er også blevet citeret mere end 3500 gange i forskningsartikler siden han blev PhD i 2001. Hans kollega David Lando, der indtager andenpladsen, nyder samme kombination af toppublikationer og næsten 2000 citationer.

Det mest interessante, når man tager anciennitet og forskningsomfang ud af vurderingen, er de nye navne, der sniger sig ind på listen. Nicolai Kristensen, der er færdiguddannet så sent som 2008, indtager således plads nummer tre. På de ni år har han udgivet i bl.a. Journal of the European Economic Association og The Economic Journal, og har akkumuleret 247 citationer. Blandt en række mere velkendte navne – min Børsen-kollega David Dreyer Lassen, udviklingsøkonomen Henrik Hansen, og Carl-Johan Dalgaard fra det Økonomiske Råd, finder man f.eks. den glimrende Mogens Kamp Justesen (CBS) på nummer 13, og den lillebitte, men fremragende Marianne Simonsen (AU) på den næstfølgende plads.

Til gengæld forsvinder folk som Martin Paldam, Finn Tarp og Niels Westergård-Nielsen fra Top-20, da årets metode ganske enkelt er til deres ulempe. Det gælder ikke mindst Paldam, hvis karriere startede i 1975 før det blev almindeligt at publicere internationalt (en udvikling Martin faktisk var en af de danske pionerer i), og hvis fineste arbejde er publiceret i British Journal of Political Science, som ikke tæller med på listen.

Sidst bemærker vi også i Børsen, at en række fremragende danske økonomer er havnet i udlandet. De gælder ikke mindst Annette Vissing-Jørgensen (Berkeley, indeks 93,0), Morten Bennedsen (Insead, indeks 75,7), Toke Aidt (Cambridge, indeks 66,3), og Nicolai Foss, der sidste år flyttede til Bocconi i Milano, og opnår et indeks 54,6 alene på sine economics-relaterede ting – det meste af Nicolais forskning ligger i management economics.

Som en krølle på halen på bloggen, plejer vi også at sammenligne med nogle af vores udenlandske kolleger. Stephen Knack i Verdensbanken – en af de fineste økonomer, jeg kender personligt – opnår indeks 93,7, ligesom min gode ven Axel Dreher (Heidelberg) ville være blandt de danske stjerner med et indeks 75,8, hvis han var herfra (i dag er han ’blot’ blandt den tyske top). Men også folk som Andreas Bergh (Lund, indeks 50,3), Pierre-Guillaume Méon (UL Bruxelles, indeks 53,0) og Niclas Berggren (IFN, indeks 48,7), som vi med jævne mellemrum omtaler her på stedet, ligger markant over de fleste danske økonomer, inklusive flere tidligere vismænd. På den måde er en øvelse som vores årlige liste – uanset at den naturligvis kan kritiseres hvert år for vores approach eller andre valg – et nyttigt redskab til at opdage de mange glimrende økonomer, som journalisterne aldrig præsenterer offentligheden for.