Siden 2009 har vi her hos Punditokraterne lavet en slags årlig ‘kåring’ af, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Vi har fra begyndelsen understreget, at en del af pointen i diskussionen er, at det grænser til det umulige at sige, hvem der er ‘bedst’. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt – og dermed en idé, folk er uenige om.
Hvert år gør vi det på en lidt anden måde end året før, for at understrege forskellene i selv små ændringer i opgørelsesmetoden, men også for at vise, at uanset hvordan man gør det, er der en lille gruppe økonomer i Danmark, der ligger i toppen af listen. I år sammenvejer vi fem forhold: Hvor mange artikler, en forsker har haft i et absolut toptidsskrift per år af sin aktive karriere, hvor mange citationer forskeren har haft per aktivt år, hvor stor en andel af forskerens artikler er udgivet i Top 25 % tidsskrifter, hvor stor en andel af artiklerne der ligger i Top 25 % af citerede artikler, og forskerens H-indeks. Der er således både indikatorer for høj forskningskvaliteten er og også et mål, der afhænger af hvor meget forskeren faktisk har produceret.
Og med det mål kan vi placere Lasse Heje Pedersen (CBS) på plads nummer ét. Lasse er citeret 12742 gang (ifølge Scopus) i en karriere, der startede med hans første publikation i 2002. Vi har talt ikke færre end 14 artikler i toptidsskrifter, der f.eks. omfatter 2 artikler i American Economic Review, en i Econometrica, og hele 12 artikler i Journal of Financial Economics. Nummer to er den enormt produktive Nicolai Foss (CBS), der er citeret hele 19488 gange siden 1993, og som er en hyppig gæst i Academy of Management Review. Nicolai er en af de få, der integrerer tænkning fra nationaløkonomi og ledelse, og gør det successfuldt. Fælles for de to – som man kan se hvad at sammenligne bidraget fra citationsdelen af indekset (det røde område) og kvalitetsdelen (de sorte) – er, at Lasse og Nicolai scorer ekstremt højt på begge dele.
Første kvinde og første økonom fra Aarhus er Helena Skyt Nielsen på plads nummer 7. Helena er interessant nok også den eneste, udover Lasse og Nicolai, der gør det godt nok til at være i Top 10 på begge halvdele af indekset! Top 20 omfatter to andre kvinder – Mette Verner og Marianna Simonsen. Pudsigt nok er alle tre Aarhus-økonomer, og selvom Mette idag er på VIVE, er hun absolut en del af hvad man kunne kalde Aarhus-miljøet i arbejdsmarkedsøkonomi.
Ellers er listen i år igen blandet, ikke mindst når det gælder forskningsområde. Flere topfolk er specialiserede i finansiel økonomi, men der er også folk i public economics, politisk økonomi, og en enkelt i public choice (undertegnede). Og som tidligere år er det slående at se, at en række af forskerne på listen slet ikke blander sig i den offentlige debat: En søgning på Infomedia viste, at halvdelen af Top 20 overhovedet ikke har været nævnt i landsdækkende medier med undtagelse af notitser om deres fødselsdag.
Et sidste spørgsmål er, hvordan danskere i udlandet ville placere sig, hvis de kom ‘hjem’, og hvordan vores udenlandske kolleger står? Tre danske økonomer, der er virkeligt internationale navne på deres respektive felter, er Annette Vissing-Jørgensen (UC Berkeley), Bo Honoré (Princeton) og Toke Aidt (Cambridge). Laver man samme øvelse for dem, placerer de sig henholdsvis som nummer 3, 6 og 12. Forestillede man sig, at min fremragende kollega Axel Dreher fra Heidelberg var i Danmark, ville han også ligge nummer tre, mens Stefan Voigt (Hamborg), som ofte placeres blandt de fem første i verden på det særlige specialområde, der kaldes Law & Economics, lige præcis ville ligge udenfor Top 20.
Overordnet gør danske økonomer dete således ganske godt – i det mindste når man se på toppen i Danmark. Men som altid skal den slags lister tages med et stort forbehold! Forskellige forskere har forskellige strategier – nogen udgiver mere end andre, og nogen fokuserer udelukkende på at ramme de allerfineste tidsskrifter – og visse specialområder citeres mere end andre, og er ‘lettere’ at få i de fineste tidsskrifter end andre. Men når man henover årene ser en top med de samme folk i hvert år, er det svært ikke at kalde dem nogle af Danmarks fineste økonomer, er det ikke?