I sidste uges Live From Nord North Street, the Institute of Economic Affairs fine podcast-serie, talte Madeline Grant med IEA’s cheføkonom Julian Jessop om hvad der taler for og imod, at briterne sigter efter at forblive en del af EUs toldunion. De fremtidige handelsforhold er centrale for Brexit-problematikken og for, hvordan briternes økonomi sandsynligvis kommer til at udvikle sig efter Brexit. Emnet diskuteres heftigt i Storbritannien, men burde også fylde i de danske medier. Storbritannien er for eksempel ikke blot Danmarks tredjestørste eksportmarked – et forhold, danske politikere forstår – men også vores sjettestørste importpartner. Jo bedre en aftale briterne får, jo bedre er det for dansk økonomi og danske forbrugere.

Baggrunden for IEA-diskussionen er, at Confederation of British Industry, den britiske ækvivalent til DI, forleden argumenterede for at landet bør forsøge at blive i toldunionen. Organisationens argument er, at en forbliven i toldunionen vil sikre, at britiske eksportvirksomheder bevarer deres toldfrie adgang til det Indre Marked, og dermed ikke skades af Brexit. Et andet argument, som Jessop nævnte i podcasten, er at fortsat deltagelse i toldunionen vil løse en del af de noget absurde problemstillinger, der er omkring den irsk-nordirske grænse. Nok er Storbritannien et ørige, men fordi Nordirland som bekendt stadig hører under kronen, har landet alligevel en landgrænse med EU. Pt. er den grænse mindst ligeså porøs og nem at passere som den dansk-tyske grænse, men EU har truet med at lukke den og gå tilbage til en situation med permanent paskontrol hvor alle person- og lastbiler stoppes. Hverken irerne eller briterne er interesseret i andet end en fortsat åben grænse, men det synes Michel Barnier at være relativt ligeglad med.

Alligevel er det interessante i Grant og Jessops samtale, at der også er forhold der taler for at briterne bør udtræde af toldunionen og forhandle en separat aftale. Overvejer man spørgsmålet kan det heller ikke undgås, at det fører til at man overvejer fordele og ulemper ved det danske medlemskab. En central del af diskussionen, der gør den mere kompleks end blot en idiotisk rygmarvsreaktion som at vi ”taber handel med EU”, er at EU både giver nemmere handel til andre EU-lande, men også begrænser mulighederne for at handle frit med lande udenfor EU.

Spørgsmålet er derfor om balancen mellem trade creation og trade diversion. En række firmaer står til at miste en del af deres markedsadgang, hvis Brexit indebærer at, at Storbritannien udtræder af toldunionen og ender med en aftale, der er tydeligt værre. Det kan ske hvis briterne tvinges til at betale told, hvilket ikke betyder at grænserne lukker – husk, at det værste der kan ske er, at de kommer til at få såkaldt MFN-adgang ifølge WTO-reglerne. Det kan også ske, hvis de bevarer toldfri adgang til EU-markederne, men kommer til at bære væsentlige dokumentationsudgifter, der i sig selv er non-tariff barriers.

Den anden side af sagen er dog, at virkeligheden i enhver toldunion også er, at medlemskab forhindrer et land i at indgå andre handelsaftaler. I en toldunion har man fri adgang til andre medlemmers markeder, og en fælles handelspolitik. For Storbritannien betyder det, at fortsat medlemskab i særdeleshed forhindrer landet i at indgå aftaler, der er bedre og indebærer friere handel end EU’s laveste fællesnævner (læs: Frankrig) tillader. Jessop understreger således, at briterne efter Brexit på sigt har mulighed for at lave bedre aftaler – og i bedste fald fuldstændigt fri handel – med en række af verdens emerging markets, ligesom de også kan tage større skridt mod fuldstændig fri handel med f.eks. Canada.

Grant og Jessop er således fornuftens stemmer i det kvarter, deres IEA-samtale tager. De peger på, at der er tab forbundet med Brexit, hvilket der næppe er nogen i den britiske eller danske debat, der tvivler på. De understreger derimod også, at der er potentielle gevinster forbundet med at bryde med EU’s toldregime, hvilket ofte overse af politikere og kommentatorer. EU er, som vi understregede forleden i Børsen, udadtil en af de stærke protektionistiske kræfter i verden. Brexit, håndteret af mere indsigtsfulde politikere end den robotagtige Therese May, åbner også en række muligheder. Jo stærkere frihandelstraditionen er i et land, jo mere sandsynligt er det, at landet kan få faktisk gavn af at bryde med den fælles handelspolitik da dets politikere kommer til at være mere tilbøjelige (alt andet lige) til at implementere friere handelspolitik. Og er der lande i Europa med stærkere frihandelstraditioner og –præferencer end Storbritannien og Danmark? Det skulle da lige være Sverige.