Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”