Fredagens – for langt de flestes vedkommende – fredelige demonstration med anslået 1, 2 mio. deltagere i Santiago, er indtil videre kulminationen på mere end en uges voldsomme uroligheder og protester i Sydamerikas rigeste land, Chile.
Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.
Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.
Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.
Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.
For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen“
I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.
Det handler om ulighed eller?
Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.
Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.
Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).
I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.
Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).
Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.
Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.
Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.
Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.
Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.
Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.
Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).
Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.
Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:
”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.
Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.
De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.
Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.
Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.