Mens coronasituationen har været dybt frustrerende for mange af os, og næsten helt har ødelagt konferencesæsonen for public choice-miljøet, arbejder de fleste af os naturligvis videre. Min gode kollega Stefan Voigt og jeg er for eksempel begyndt at følge brugen af nødret i den såkaldte kamp mod corona. Baggrunden er, som opmærksomme læsere måske ved, at vi har et fælles projekt omkring netop forfatningsmæssig regulering af nødret, som har kørt cirka fem år. I projektet, som måske bedst kan kaldes the political economy of emergency constitutions, har vi udviklet mål for, hvordan nødreguleringerne ser ud og hvornår lande erklærer nødret, ligesom vi har set på konsekvenserne af at gøre det. Interesserede læsere kan læse videre om målene her (ungated version her). Vores arbejde om terror og nødret er her; andre bidder af projektet her og her.

Spørgsmålet for tiden er, i hvilket omfang regeringer gør brug af deres forfatningsbestemte nødretsmuligheder, hvilke regeringer der gør det, og fremadrettet også hvad de gør. Der tegner sig allerede et mønster, som vi introducerer vores læsere til her. Man vil kunne læse mere i Berlingske Tidende og Die Welt den kommende uge.

Det første påfaldende element af det mønster vi ser, er at demokratier er langt mere tilbøjelige til at reagere på coronavirus ved at erklære nødret. Mens 22 % af verdens autokratier har erklæret nødret indtil videre – og har gjort det meget hurtigt efter at det første virustilfælde blev bekræftet i deres land – er det hele 40 % af demokratierne, der har gjort det samme. Forskellen giver fin mening, da de fleste autokratier allerede de facto har de magtbeføjelser, som de vil have. Demokratiske regeringer bliver typisk nødt til at erklære nødret før forfatningen giver dem lignende magtbeføjelser som i autokratier.

Den anden del af mønsteret, der er særligt interessant, er hvilke demokratier der har erklæret nødret. Vores analyser i denne weekend peger meget tydeligt på, at forfatningens nødretsregulering påvirker, hvilke lande der har erklæret nødret. Det virkeligt interessante er dog, at hvor let eller svært det er at gennemføre en erklæring, ikke påvirker om et land bruger nødretten. I nogle lande kan stats- eller regeringslederen gøre det på egen hånd, mens andre landes forfatninger kræver, at parlamentet, og i visse tilfælde forfatningsdomstolen, skal godkende det før der kan erklæres nødret. Disse forskelle på, hvor store de politiske omkostninger er ved at erklære nødret, er ligegyldige for om lande har gjort det i disse uger. Selv når man stiller skarpt på et enkelt element – om forfatningen nævner denne type situation som en valid grund til at erklære nødret – er der ingen forskel. Forskellen mellem lande, hvor forfatningen tillader det og dem, der ikke eksplicit gør, er 41 versus 43 %. Det er således inderligt ligegyldigt for om en demokratisk stat faktisk erklærer nødret for tiden, om forfatningens tekst egentlig tillader det.

De forfatningskarakteristika, der virkeligt påvirker om en stat eller regering bruger dens nødretsmuligheder, er hvilke ekstra magtbeføjelser en nødret giver regeringen. Vi illustrerer disse forskelle i figuren nedenfor, der plotter sandsynligheden for at et demokratisk land har erklæret nødret, og hvor mange dage der går fra det første coronatilfælde til en nødretserklæring. Som figuren med al tydelighed viser, har lande hvor forfatningen giver staten relativt store ekstra magtbeføjelser (som f.eks. ekspropriationsret, censur og mulighed for at bryde almindelige borger- og menneskerettigheder) og underminerer magtens tredeling i langt højere grad benyttet sig af forfatningens muligheder. I denne gruppe lande har 51 % allerede erklæret nødret, mens det kun gælder 32 % af de demokratier hvor forfatningen kun giver staten begrænsede ekstra beføjelser. Den første gruppe har også reageret langt hurtigere end den anden: I lande med store ekstra magtbeføjelser er det i gennemsnit sket 12 dage efter det første tilfælde, mens gennemsnittet er 23 dage i den anden gruppe. Begge disse forskelle er endda statistisk signifikante ved 5 %-niveauet.

Stefan Voigt og jeg holder naturligvis skarpt øje med, hvad forskellige lande rent faktisk gør under krisen, og har også planer om at undersøge, om noget af de overhovedet har virket ved at inddæmme virussens spredningsrate. Det kan dog først sket, når vi er ude på den anden side af situationen. Indtil nu er der dog et ganske klart mønster, som borgerne burde være opmærksomme på: Om en stat bruger dens forfatningsmuligheder handler om ekstra magtbeføjelser, som det generelt er svært at se er vigtige for at bekæmpe spredningen. Vi ved også fra anden forskning, at når demokratier i andre henseender bruger disse muligheder, lider borgernes almindelige rettigheder under det. Risikoen for magtmisbrug, selv i etablerede demokratier, er meget virkelig. Der er således behov for at tage en alvorlig rettighedsdiskussion, når sundhedsrisikoen er fordampet.