Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.