Før jul indledte vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning og serien har indtil videre omfattet flere meget forskellige bøger. I dag fortsætter vi serien med en dybfølt opfordring til at læse en klassiker i nytårsdagene: George Orwells dystopiske 1984.

Orwells klassiker handler om et fremtidigt samfund, Oceania, uden nogen form for borgerrettigheder, og i en konstant tilstand af krig. Al kommunikation er det, vi i dag ville kalde spin, intet hedder hvad det i virkeligheden er, og alle bliver overvåget gennem deres TV. Selv historien og sproget bliver kontrolleret af Partiet, og omskrives hvis det er opportunt.

I denne verden følger vi Winston Smith, der er frustreret over det totale fravær af personlig frihed, og det liv i limbo, han lever hvor alle udtryk for individualitet undertrykkes af staten / Partiet. Winston arbejder i Sandhedsministeriet, hvor han er med til at omskrive historien når Partiet vil have det anderledes – og det er ganske ofte. Hans oprør kommer, da en af hans kolleger sender ham en note. Som alle ved, der har læst bogen, starter det en serie begivenheder, som vi ikke skal afsløre her.

Skulle nogen være i tvivl, er 1984 ekstremt aktuel for tiden i den tiltagende autoritære politiske atmosfære i den vestlige verden. Som Joakim Book pointerede fornylig i en ekstremt læseværdig klumme:

Beginning in the 2010s, and rushing to the forefront in the god-awful year that is 2020, we have been chipping away at the base that made the West great: individualism, restrained state power, competing scientific advances under a shared commitment to truth ‒ objective, verifiable, provable truth. In the 2010s, with the intellectual bastion of universities and mainstream media as the center of power, we demolished truth. Per critical theory, nothing is and anything goes; narratives dominate statistical facts, and cherry-picked events are enough to advance conspiratorial beliefs about structural harm. We have grievance studies and wishy-washy words of oppression; logic is white supremacy; competence hierarchies and meritocracy are nefariously designed to harm those left behind. All is power struggles. 

Orwell kunne ikke have skrevet det bedre, eller udtrykt det anderledes i 1984: Alt handler om magt og man er skyldig til andet er bevist. Og skulle nogen undre sig over, at reglerne måske er anderledes for nogen end for de fleste af os, kan man med fordel – og fornøjelse – læse Orwells anden klassiker om Kammerat Napoleon.