I årets serie om punditokraternes julelæsning har vi indtil videre haft en fremragende historisk historie bog, to fine debatbøger, og en både underholdende og tankevækkende biografi. Vi må dog også indrømme, at nogle af os er fagnørder som ikke kan undgå at slå et slag for vores særligt nørdede interesse. Punditokraternes næste forslag til jule- og nytårslæsning for vores læsere er derfor Matilde Tofte Thorsens PhD-afhandling ”Only In It for Power and Wealth? Investigating Dictators’ Motives.”

Jeg har kendt Matilde i lang tid, fordi hun var instruktor i makroøkonomi på statskundskab, da Nina Smith og jeg stod for faget. Vi lærte hende at kende som en ekstremt dygtig, tænksom og selvsikker studerende, der ikke var bange for at stille spørgsmål. Med andre ord var Matilde allerede tidligt en klassisk kandidat til et PhD-studie. Der er nu det, der er færdigt og som hun forsvarede i november.

Hendes PhD-afhandling er derfor ingen overraskelse, da hun tager et vigtigt område i statskundskab og politisk økonomi – diktatorteori – og stiller nye spørgsmål, som ikke rigtigt har været behandlet tidligere. Matildes hovedtese er, at diktatorer er meget forskellige, og mens nogen af dem er motiveret af magt og rigdom, har andre mere ideologiske motiver. Afhandlingen består af otte kapitler, omgivet af en introduktion og et konkluderende kapitel. Et af de centrale kapitler, som hun præsenterede ved den fine PEDD-konference i Münster for et par år siden, introducerer emnet med case studies af Tanzanias Julius Nyerere, Singapores Lee Kwan Yew, og Cambodias skræmmende Pol Pot. I alle tre tilfælde var diktatorerne meget tydeligt ideologisk motiverede, omend det kun var Singapore, der var heldigt med ideologien.

Et andet kapitel, som virkeligt bryder ny grund, er Matildes kapital 7 hvor hun introducerer en metode til retrospektivt at placere diktatorers motivation ved at studere deres nekrologer. Hvis der er nogen rimelighed til, må man forvente at folk i de kommende år bruger datasættet til at afdække, hvordan diktatorer opfører sig. Overordnet set må man simpelthen konkludere, at er man nørdet eller har man lyst til at få ny inspiration til, hvordan man tænker på politikere med mere, er Matildes afhandling varmt anbefalet. Diktatorer er ofte bare politikere, der afslører hvem de er inderst inde, fordi de ikke er omgivet af de samme begrænsninger og ’checks and balances’ som de fleste. Er man interesseret i, hvilken slags individer ledende politikere typisk er, kan man bruge nogle timer meget værre end ved at bruge dem på Matildes afhandling.