Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.
Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.
Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?
Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.
Spændende, det må der helt klart gøres noget ved.
Men – det kan være, jeg er tungnem, nem forklar mig lige, hvordan man helt konkret kan blive 220 procent mere effektiv til at passe børn i vuggestuer og børnehaver, eller til at undervise en klasse i matematik (eller du kan bare forklare, hvordan du selv vil blive 220 procent mere effektiv til at undervise dine studerende).
Jeg har også svært ved at se, hvordan man skulle kunne blive 220 procent mere effektiv til f.eks. at færdigbehandle patienterne i psykiatrien, inden de udskrives.
Men som sagt, det er nok bare mig, der er tungnem.
Tak for spørgsmålet, jeg ser frem til svaret.
Ifald der er tid til et svar mere vil jeg gerne forstå hvorfor det økonomisk er langt bedre, at en privat virksomhed opererer knæ på skatteborgernes regning frem for regionernes hospitaler.
Ups, jeg så forkert. Det er kun differencen mellem 185 og 20 = 165 procent, Christian Bjørnskov skal gøre rede for. Så bliver det hele jo nok meget nemmere 😉
Det er helt rigtigt set, at der ikke er de helt store produktivitetsmuligheder i at blive bedre til at undervise en klasse i matematik. Det er netop også den type aktiviteter, som fagbevægelsen fremhæver. Men man må bare huske på, at den offentlige sektor også står for vedligehold af bygninger, vejbyggeri, plejehjemsmad, og en lang række andre aktiviteter, hvor den private sektor udviser markante produktivitetsfremskridt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor den ikke følger med i disse aktiviteter?
Tak for svar.
Hvis jeg tager min egen kommune som eksempel, er det mit indtryk at de fleste af de eksempler, du nævner, varetages af private entreprenører – hvis man ellers kan bedømme det ud fra, hvad der står på bilerne. Men det kan jo være et særtilfælde, så jeg har bedt tjekdet.dk undersøge, hvordan det står til på landsplan.
Nå men, det er vel heller ikke pointen. Den er vel nærmest en fordrejet version af »trickle-down«-fænomenet. Nemlig at de væsentlige samfundsopgaver, der ikke lever op til det private markeds forrentningskrav, falder igennem maskerne og havner som offentlige (ofte meget personaletunge) arbejdsopgaver.
Jeg vil i øvrigt henlede din opmærksom på et foredrag, som den britiske økonom Tim Jackson holdt i København 2018, hvor han 21:14 inde vise en graf over »Labour productivity growth«. Der er nogle fysiologiske og kognitive grænser for, hvor meget mere effektiv et menneske kan blive.
https://video.ku.dk/video/36136626/sustainability-lecture-prosperity-without-growth
Hvordan i al verden måler man produktiviteten i en sektor, hvis produkter ikke prissættes ?
I den private sektor stiger produktiviteten, hvis priserne stiger, ligesom de falder, hvis priserne falder.
Det gør de jo ikke i den offentlige sektor af den simple årsag, at produkterne som regel ikke prissættes.
Men i virkeligheden kan det jo godt være, at efterspørgslen efter offentlige produkter er steget kraftigt i de senere år. Forstået på den måde, at vi er villige til at købe flere og flere offentlig producerede produkter. Det kunne jo være forklaringen på, at den offentlige sektor er vokset så voldsomt.
Personlig er jeg i alt fald ikke i tvivl om, at mange privat fremstillede produkter og tjenesteydelser, der tidligere var stærkt efterspurgte, idag er ret ligegyldige. Det gælder f.eks. detailvirksomheder, hvor der tidligere var ansat ufatteligt mange mennesker til at distribuere en forholdsvis beskeden produktion.
Omvendt er behovet for børnepasning og sundhedsydelser steget kolossalt. Dels fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og dels fordi folk idag lægger meget mere vægt på at få en sund alderdom fri for sygdomme.
Klassisk økonomi vil ganske vist hævde, at de skyldes, at offentlig produktion er subsidieret, fordi ydelserne finansieres over skatterne. Men det kan jo også være udtryk for, at borgerlige økonomer undervurderer folks intelligens. Vi er ialtfald en del, der finder det hensigtsmæssigt, ot livsindkomsten via skatterne fordeles mere hensigtsmæssigt over livet, så vi bidrager til fælleskassen i de år, hvor vi har en stor indtægt, og til gengæld trækker på kassen i begyndelsen og slutningen af livet, hvor indkomsterne er mere beskedne.
Ligeledes er vi en del, som finder det hensigtsmæssigt, at der gives understøttelse til vore mindre bemidlede medborgere. De som har været så uheldige at opleve leveforholdene for de ringest stillede i andre lande, vil vide, hvad jeg tænker på, og iøvrigt er omfordelingen fra rig til fattig ganske beskeden.
Produktivitetsfremgangen i samfundet som helhed viser sig vel netop som flere offentlige ansatte, da de fleste ansatte her er ansat til at varetage velfærdsopgaver, som tidligere var noget man selv måtte finde ud af privat.