Første indlæg i vores sommerserie om begreber og idéer, vi gerne så at folk holdr op med at bruge, handler om et begreb der ofte bruges i politik: Såkaldt ‘relativ fattigdom’. OECDs og EUs fattigdomsgrænser er begge defineret på basis af relativ fattigdom, ligesom Danmarks Statistik har advokeret for lignende brug. DS har endda et presseindlæg fra 2012 med titlen “Hvordan man måler fattigdom?“, der nærmest sætter lighedstegn mellem relativ fattigdom og egentlig fattigdom.
Problemet med begrebet er, at det ikke rigtigt har noget som helst med fattigdom at gøre. OECD definerer således folk som ‘fattige’, hvis de tjener mindre end 50 procent af landets medianindkomst. Metoden indebærer således, at lande som Ungarn og Grækenland har cirka lige så mange ‘relativt fattige’ som Danmark, på trods af at deres medianindkomster kun er omtrent 50-60 procent af den danske. Den indebærer også, at der er lige så mange fattige i Danmark idag, som i midten af 1970erne da medianindkomsten kun var det halve af hvad den er idag.
Med andre ord indebærer en brug af begrebet ‘relativ fattigdom’, at der ikke bliver færre fattige selvom alle indbyggere i et land bliver dobbelt så rige. Det betyder også, at man vil måle flere såkaldt fattige i Monaco end i Danmark på trods af at gennemsnitsindkomsten er over den dobbelte. Heri ligger det politiske trick ved det: Relativ fattigdom er overhovedet ikke et fattigdomsbegreb, og fører ikke mål for fattigdom med sig – målene er dårlige mål for ulighed i økonomisk resultat.
Problemet er indbygget i selve begrebet, der hviler på et tydeligt normativt fundament. Idéen bag begrebet relativ fattigdom er, at alle har en form for ret til at deltage normalt i samfundet. Deltagelse her betyder for eksempel, at ens børn kan gå til samme sport, deltage i samme aktiviteter, og i en vis forstand ‘følge med’ i status. Det betyder dermed, at en række sociologer, der bruger begrebet, mener at børn er fattige hvis de ikke får samme mærker tøj, som deres venner og klassekammerater har.
Hvis man regner med at den type standarder, som man lægger til grund for begrebet, stiger i takt med at samfundet som helhed bliver rigere, vil fattigdom per definition altid være et problem hvis man ikke omfordeler i meget massiv grad. Det ligger således indbygget i begrebet, at den eneste løsning er politik, der sikrer en stadig større grad af resultatlighed – ikke lighed i muligheder, men lighed i outcomes.
Relativ fattigdom som begreb har således meget lidt med fattigdom at gøre – at kalde danskere med en indkomst under 156.000 kroner fattige, er at gøre grin med verdens fattige – og er politisk partisk. Den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst i lande som Argentina, Bulgarien og Montenegro er således lavere end OECDs grænse for at være ‘relativt fattig’ i Danmark. Selve begrebet gør enhver egentlig sammenligning over tid eller på tværs af lande til rent nonsens. Relativ fattigdom er et begreb, som ikke burde bruges medmindre ens formål er politisk manipulation.
Det er selvfølgelig rigtigt, at den absolutte fattigdom falder, når indkomsterne stiger. Men det er jo ikke ensbetydende med, at folk bliver mere tilfredse, hvis de relative forskelle i indkomst forbliver uændrede. Hvis målet er at øge den samlede tilfredshed i samfundet, kan begrebet “Relativ fattigdom” derfor godt være et relevant mål for tilfredsheden i samfundet.
Problemet er bare, at det ved vi ikke. Så i stedet fort at angribe begrebet “Relativ fattigdom” per se, ville det være mere givende at spørge, hvilken relevans begrebet har. Der er jo ingen grund til at måle den relative fattigdom, hvis det ikke har nogen betydning for befolkningen.
Iøvrigt kan jeg ikke forstå, at browseren aldrig gemmer min e-mail og mit navn, selv om jeg beder om det.
Relativ fattigdom er altid et mål for økonomisk ulighed. Og mht. din betragtning er der empirisk ingen sammenhæng mellem ulighed og folks tilfredshed med deres liv. Tilfredsheden er drevet af folks absolutte indkomst, i det omfang økonomien påvirker den.
‘Relativ fattigdom’ bruges ofte i politik, skriver du. Men er det i virkeligheden ikke et begreb på retur blandt de fleste partier? – Først blev det forsøgt begravet af højrefløjen i ‘15 – derefter af Mette F, da hun kom til. Tilbage står DS (som var nød til at definere fattigdom i DK for at kunne halvere den i forhold til verdensmålene), som ikke bruger det parti politisk, og måske et par insisterende venstrefløjspartier? ‘Lavindkomstfamilier’ er vel det begreb, som de fleste politikere nu helst bruger, for at udelade det trælse “fattigdomsord”….Oder?
Hej Birgitte
Det har du til en vis grad ret i. Men det er værd at lægge mærke til, at sådan noget som hvem der er en lavindkomstfamilie, også defineres relativt. Så der er i praksis et ganske stort overlap mellem relativ fattigdom og diskussionen om, hvem der har lav indkomst, selvom politikere er begyndt at tale om det med andre ord.
…oh jo, gammel vin på nye flasker! – Men et eller andet skal man jo kalde den gruppe – om de så er fattige eller ej – eller bare relativt set!;-) – Iøvrigt ret overskudsagtigt, at du responderer på os læseres solstolskommentarer. Nyd sommeren!
En interessant akademisk diskussion uden hold i virkeligheden i dagens Danmark. Den “officielle fattigdomsgrænse er at man skal have rådighed af 6700,- efter de nødvendige udgifter som husleje, el, vand etc er betalt. Er man under den så er man fattig, som enhver, der skylder penge til det offentlige, feks, p-afgifter, skat, vil vide. Man bliver bedt om at fremsende et regnskab og så behandles sagen og man tilstås et mindre afdrag eller udsættelse. I titusindvis af danskere er i den situation i dag. Mange har køleskabet tomt den 20. i måneden, andre kan ikke betale el eller vand. Problemet er europæisk, i England hedder det: Heat or eat.”
Det kunne være interessandt, hvis i beskæftigede jer med dette.
Det er absolut ikke uden hold i virkeligheden. Det, du taler om, er reel fattigdom når folk ikke kan betale deres regninger- og skal spare på nødvendigheder som varme eller mad. Det er der al mulig grund til at tale om – når folk da ikke som Fattig-Karina insisterer på at sidde i en stor lejlighed i København K mens de modtager kontanthjælp. Men den slags diskussioner bliver jo netop relativeret, når man bruger begreber som relativ fattigdom, der sidestiller en dansker med en indkomst på 140.000 med en togoleser med en tiendedel!
Denne måde at definere et begreb på er ganske analog til dem måde, endokrinologer opdeler diabetikere i type-1-diabetes og type-2-diabetes: diagnosen afhænger af patientens alder på diagnosetidspunktet: Er patienten under 40 år er det per definition en type-1-diabetes (det man tidligere kaldte juvenil diabetes / insulinafhængig). Er patienten over 40 år på diagnosetidspunktet, er det per definition en type-2-diabetes ( det man før kaldte aldersfiabetes / ikke insulinafhængig etc.). Denne skelnen er rent arbitrær. Ingen har endnu kunnet forklare denne grænse sagligt! Det har så gennem de senere årtier vist sig, at der dels er flere årsager til diabetes og flere typer, dels at ca. 30% normalvægtige type-2-diabetikere, som var dårligt regulerbare, og som havde det dårligt, blot manglede insulin, så var de ok!
I matematik var der også den slags besynderlige definitioner: som at noget var “givet”, ikke til diskussion, for så ramlede hele systemet sammen!
Rationaler skifter og forklaringerne omkalfatres, så det nogenlunde hænger sammen. Er det empirisk videnSKAB? 🙂
Relativ fattigdom forenklet: Hvis du arbejder røven ud af bukserne, så bliver din nabo fattig!
Pingback: Årets julegave fra Punditokraterne - Punditokraterne