Regeringen har i nogen tid arbejdet på at etablere et modtagecenter for flygtninge og asylansøgere udenfor Danmark. Idéen er ret enkel: Hvis flygtninge kommer til Danmark, men ikke får asyl eller anden form for opholdstilladelse, er det ofte svært at hjemsende dem; men hvis modtagecenteret slet ikke ligger i Danmark, har flygtningene ikke samme incitament til at blive. Regeringen har således lavet en (eller anden) form for aftale med Rwandas regering om at etablere et modtagecenter i det lille, afrikanske land.

Man kan naturligvis spørge, hvor humant det er at insistere på, at folk der flygter fra krig, naturkatastrofer og andre ulykker ikke engang må træde over grænsen til vores land. Jeg er af den overbevisning, at hvis folk først har vist mod og initiativ nok til at komme herop – vi bor trods alt i en kold, nordlig udkant af den beboede verden – bør vi også realitetsbehandle deres ansøgning om at blive. Men det aspekt fraset, er der et andet der bør behandles: Hvorfor vælge Rwanda som ’modtageland’?

Rwanda var oprindeligt et kongerige, som blev tysk koloni i 1898, men erobret af Belgien i 1916. Landet blev i en lang årrække administreret af Belgien som en enhed sammen med Burundi. Belgierne regerede landet gennem det allerede stærkt centraliserede kongerige, der således blev både endnu mere undertrykkende og mere autokratisk. Tre år før landet blev selvstændigt i 1962, var det blevet for meget for den største etniske gruppe – Hutuerne – der smed kongen på porten. Spændinger mellem Hutuer og Tutsier kom til at karakterisere landet i mange år, og eksploderede i et enormt folkedrab i 1994. 800.000 rwandere, heriblandt næsten tre fjerdedele af Tutsi-befolkningen, blev myrdet af deres medborgere.

Landets nuværende statsoverhoved og regeringsleder er præsident Paul Kagame, der de facto har ledt det siden han blev forsvarsminister i 1994. Han er en af Afrikas mest diktatoriske ledere, og spillede en ikke uvæsentlig rolle i folkedrabet og borgerkrigen i 90erne. Kagame arresterede således den tidligere præsident Pasteur Bizimungu i 2001 og forbød hans parti, og gjorde med implementeringen af den nye forfatning i 2003 effektivt Rwanda til en etpartistat. Hans respekt for forfatningen er dog begrænset: Kagame ændrede for eksempel forfatningen i december 2015, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident. Han vandt derefter det stærkt ufrie valg og har de seneste år slået ekstra hårdt ned på al opposition. Man siger nu, at det ikke er nok at flygte fra Rwanda, hvis man som oppositionspolitiker eller kritisk meningsdanner bliver advaret – man skal flygte ud af kontinentet, fordi Kagames efterretningsstyrker også kan forfølge en i nabolandene. For eksempel er 30 journalister, ifølge the Committee to Protect Journalists, enten fængslet eller forsvundet i Rwanda siden 2018.  

Det er således et voldsomt diktatorisk land, danske politikere ønsker at flygtninge og andre asylansøgere skal sendes til, i stedet for at lade dem sidde i et dansk modtagecenter. Kortet nedenfor illustrerer dette på en anden måde, ved at plotte Varieties of Democracys indeks over respekt for folks borgerrettigheder (’civil liberties’) mellem 2017 og 202; røde markeringer er værre, blå er bedre. Som kortet viser, er det kun- regeringerne i Eritrea, Somalia og Sydsudan, der er mere tilbøjelige til at gøre vold på folks rettigheder. Organisationens vurdering af presse- og ytringsfrihed viser endda, at folk i Somalia har væsentligt større frihed end i Rwanda. Selv udenlandske forskere og Verdensbankens repræsentanter rammes, som Great Lakes Post skrev om for nogle få år siden, og Kagame fastholder ihærdigt et glansbillede af landet udadtil, mens han indadtil regerer med hård hånd.

Man må derfor spørge, hvad danske (og britiske) politikere har tænkt og planlagt, da de fik idéen om at etablere modtagecentre i Rwanda. Det er ganske svært at finde et mere diktatorisk styre, og næsten umuligt at finde et, der endda har en præsident med en fortid med involvering i folkedrab. Men måske er det netop pointen med idéen: Sender man flygtninge ned til Paul Kagames Rwanda, er der bestemt ’styr på dem’ – men på en måde, selv de mest hårdkogte medlemmer af DF og DD ville væmmes ved.