Når embedsmænd lovgiver

I 2019 og 2020 hjalp jeg en gruppe forskere med data til en ny bog, Når embedsmænd lovgiver, af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, som skulle analysere brugen af bemyndigelseslovgivning. Bogen giver et systematisk overblik over væksten i brugen af bekendtgørelser fra 1990 og frem.

Bogen visser, at omfanget af bemyndigelser i danske love har været stærkt stigende de seneste 30 år, jf. nedenstående tabel fra bogen. Folketinget giver altså i større og større udstrækning ministrene mulighed for (/bemyndigelse til) at indføre nye regler uden at spørge Folketinget først.

Bogen behandler også fordele og ulemper ved den stigende brug af bemyndigelser. Men baggrunden for dette blogindlæg er et lidt andet.

Af andre årsager fik jeg nemlig forleden forvildet mig ind på Økologiloven, som er et rent slaraffenland for ministre og embedsmænd, der ønsker at indføre regler uden om Folketingets stramme parlementariske kontrol. Loven er – som det lille udsnit herunder viser – ganske enkelt spækket med paragraffer, som giver ministeren lov til alt muligt.

Hvad kan man som “driftig” minister fx lave af regler alene på baggrund af §14? Mulighederne er bekymrende mange…

PS: I nedenstående fil har jeg forsøgt at markere alle bemyndigelserne i loven.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.