Truss – rigtig diagnose, forkert politik

Den nye britiske premierminister Liz Truss har ydmygende måttet trække først sin topskattelettelse og siden sine øvrige skattelettelser tilbage samt skille sig af med sin finansminister efter blot et par måneder på posten.

Hvad er problemet?

Truss har faktisk ret i sin grundlæggende diagnose om, at landet har brug for højere vækst. Men der er alvorlige huller i den økonomisk politiske strategi. Samtidig har der vist sig et alvorligt hul i den ellers omfattende finansielle regulering, og det har udløst en valutakrise.

Da Storbritannien forlod EU, havde mange konservative et mål om at frigøre sig fra EU’s reguleringer og mangel på frihandel. Det blev sammenfattet i visionen om et “Singapore ved Themsen”. Boris Johnson blev valgt til at “get Brexit done”, men uden at gennemføre den strukturpolitik, som ville være nødvendig for at realisere visionen. Tværtimod besluttede han at hæve selskabsskatten fra 19 til 25 pct. med virkning fra næste år. Lavere selskabsskat er det måske mest effektive redskab til at hæve væksten, så det var en meget kontraproduktiv beslutning. Sammen med en lempelig udgiftspolitik har en hård nedlukning under pandemien efterladt landet med et stort hul i de offentlige finanser. 

Truss kom til med en plan om at forbedre strukturpolitikken og øge den økonomiske vækst. Hun har gerne villet sammenligne sig med Margaret Thatcher, som trak landet op af sumpen i 1980erne. Aflysningen af Johnsons selskabsskatteforhøjelse var et uomgængeligt træk, ligesom lettelsen af topskatten (45 pct.-skatten, som den hedder) er et effektivt strukturpolitisk redskab.

Det afgørende problem i reformpakken var, at den ikke var finansieret, men skabte en yderligere svækkelse af de offentlige finanser. Der var altså ikke den helt nødvendige udgiftspolitiske forudsætning  for skatteplanen. Tværtimod blev det antydet, at skatteplanen ville være mere eller mindre selvfinansierende. Det var helt urealistisk, fordi størstedelen af lettelserne lå i bunden, hvor selvfinansieringsgraden er lille. Samtidig er der blevet besluttet enorme “hjælpepakker” til især husholdningerne til at dække deres energiregninger. Indtil den tyske regering trumfede i september med en pakke svarende til ufattelige 5 pct. af BNP, lå briterne i spidsen med at uddele “hjælp”, målt i forhold til BNP.

Svækkelsen af de offentlige finanser, som også har sat sig i et stort underskud på betalingsbalancen, har bidraget til at svække pundet. Det kommer oveni, at Bank of England ført en uhyre lempelig pengepolitik, som har drevet inflationen op på kontinentalt niveau. 

Det måske mest utrolige er, at pengepolitikken er blevet lempet yderligere i de seneste uger gennem massive opkøb af statsobligationer. Det har en helt særlig forklaring. Den er, at den stigende rente har bragt en række pensionsfonde i vanskeligheder. Det har skabt en mismatch mellem fondenes pensionsforpligtelser og aktiver. Det minder lidt om det rentegarantiproblem, danske pensionsinstitutter var i tidligere – og længe har arbejdet sig ud af. I Danmark var problemet skabt af en reguleringsfejl, som tvang selskaberne til at udstede rentegarantier til pensionskunderne, samtidig med at de ikke havde instrumenter på aktivsiden til at sikre forpligtelserne. I UK er problemet blevet betydeligt forstærket af, at fondene har haft adgang til at geare deres positioner i statspapirer. Da renten steg, blev deres aktivside derfor svækket betydeligt – og for at have kontanter til at stå imod med, var de nødt til at realisere store dele af deres beholdninger af netop statspapirer, hvorved renten steg yderligere. Centralbanken så sig nødsaget til at købe papirerne op for at bryde denne cirkel, men med det resultat, at pengepolitikken blev yderligere lempet, og presset på pundet vokset.  

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at der dukker så alvorlig en reguleringsfejl op mere end ti år efter finanskrisen og en massiv forøgelse af den finansielle regulering. Det bekræfter kritikken af, at den ikke har været ordentlig gennemtænkt, men tværtimod har skabt falsk tryghed og fornyet moral hazard – altså incitamenter til at løbe risici i forventning om at blive reddet af myndighederne, nøjagtig som det er sket.

I dele af pressen er pundkrisen blevet udlagt som markedernes afvisning af de vækstskabende effekter af lavere selskabsskat og marginalskat. Det er selvsagt forkert. Den skyldes den alvorlige svækkelse af de offentlige finanser og krisen i pensionsfondene. Og naturligvis tillid til at politikerne kan håndtere især de statsfinansielle udfordringer.

Desværre er briterne ikke alene om at svække de offentlige finanser. I USA og de fleste EU-lande er gælden eksploderet de senere år, og politikerne har ikke været sene til at tage fantasifulde teorier til sig om, at statsgæld ikke er noget begrænsning. Men at en konservativ flertalsregering med så prestigefyldt et projekt som Brexit ikke har villet eller magtet at skabe sunde offentlige finanser er skuffende. 

Da briterne forlod EU frygtede jeg, at det ville stille begge parter dårligere. Det ser foreløbig ud til at blive tilfældet. Briterne magter ikke at gennemføre den politik, som kan kompensere for omkostningerne ved at stå udenfor. Og EU er efter UK’s exit rykket til i mere dirigistisk og interventionistisk retning. 

1 thought on “Truss – rigtig diagnose, forkert politik

  1. Lars Nielsen

    Jeg er enig i din diagnose. Men det var tåbeligt at fjerne topskatten. Det er en misundelsesskat, som kun kan afskaffes i gode tider., hvor misundelsen mod de rige er mindre.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.