Med otte dage til valget er det klart, at valgkampen i ekstrem grad har handlet om personer, og ikke om politik. Socialdemokraterne har ført en præsidentiel kampagne for Mette Frederiksen, der har fokuseret på sin krisepolitik og forsøgt at skabe krisestemning – omend man kan spørge, om den ikke også har fremhævet hendes magtfuldkommenhed og magtmisbrug for mange vælgere. Lars Løkkes nye parti Moderaternes foreløbige succes i meningsmålinger er en anden indikator på problemet, for udover at Løkke vil tilbage til magten sammen med S, er der næppe nogen der ved hvad partiet rent politisk står for. Det er heller ikke prangende, hvad andre partier har meldt ud af politik.
Så hvad burde valgkampen handle om, og hvilke emner ville vi gerne se diskuteret? Allerførst ville vi naturligvis helst se, at politikerne diskuterer de langvarige problemer som Danmark har eller er på vej ud i. Personligt ser jeg to væsentlige, langsigtede problemer: Økonomien, der slet ikke er så stærk som der påstås, og folks personlige frihed, som den nuværende regering synes helt ligeglad med. Mit syn på Danmarks økonomiske udfordringer kan opsummeres i de nedenstående to grafer. Den ene viser danskernes arbejdsudbud i antal timer, gennemsnitsdanskeren arbejder om året, mens den anden viser gennemsnitsdanskerens årlige privatforbrug; begge er baseret på data fra Penn World Tables mellem 1960 og 2019.
Allerførst er der naturligvis grund til at glædes over, hvor meget økonomisk udvikling gør. Danskerne arbejdede i gennemsnit 907 timer i 1970 (1845 timer per fuldtidsansat) og skabte 27 dollars værdi per arbejdstime. For det fik de godt 14.000 dollars (109.000 kroners) privatforbrug. Per 2019 leverede de 711 timers arbejde (1381 timer per fuldtidsansat), skabte 76 dollars (580 kroner) værdi per timer, og have et privatforbrug på cirka 24000 dollars (183.000 kroner). Som danskere arbejder vi således 25 procent mindre end i mit fødselsår, får næsten 2,8 gange mere ud af hver arbejdstime, og har 68 procent større privatforbrug. Denne udvikling er sket samtidig med, at miljøet har fået det langt bedre. For eksempel udledte hver dansker i gennemsnit 12,5 tons CO2 i 1970, mens det tilsvarende tal i 2019 var faldet til 5,1 tons.
I absolutte tal ser udviklingen således fin ud, men ser man på Danmark relativt til resten af Vesteuropa, eller relativt til vores nabolande, er udviklingen ikke nær så positiv. Vores produktion per arbejdstime var således et par procent over nabolandene i 1970, og den er et par procent over i dag. Som den første figur illustrerer, er vores samlede arbejdsudbud også faldet mere end resten af Vesteuropas, og i særdeleshed mere end vores nabolandes. Figuren viser også, hvordan de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa (Postkom, de røde linje) og i de fire vestlige offsprings (Australien, Canada, New Zealand og USA) faktisk er vokset i forhold til Vesteuropa. Mens man i dansk politik taler meget om reformer, der har til hensigt at øge arbejdsudbuddet, må man erkende at vi på det punkt ikke engang følger med vores naboer. Ser man på antallet af fuldtidsansatte, matcher vi stort set vores naboer, men arbejdstiden er væsentligt lavere og er faldet hurtigere. Vil man have en diskussion af dansk arbejdsudbud, er det et element, der bør tages med!
Dagens anden figur viser det gennemsnitlige privatforbrug i Danmark, relativt til resten af Vesteuropa, og relativt til vores naboer. De fire europæiske offsprings er taget med i figuren, mest som en illustration af at Vesteuropa som helhed ikke har gjort det specielt godt de sidste 50 år. Danskerne havde i 1970 et privatforbrug, der var cirka 11 procent højere end nabolandenes, mens det per 2019 var otte procent lavere. Året før verdens nedlukningsparanoia var danskernes privatforbrug således cirka 4500 kroner lavere end svenskerne, 24.000 kroner lavere end briterne, og 27.000 lavere end tyskerne.
Hele denne udvikling er gået de fleste danskeres næse forbi. Diskussionen om økonomisk politik i Danmark koncentrerer sig næsten altid om forhold, der kan hjælpe med at finansiere fortsat vækst i et af verdens allerhøjeste offentlige forbrug. Det i sig selv er måske ikke mærkeligt, da det i en vis forstand er politikernes eget forbrug, men det er stærkt kritisabelt at danskerne ikke ser det: Vores naboer er løbet fra os. Og dét er en historie, som valget burde have handlet om: At mens danske politikere har skændtes om finanspolitisk ansvarlighed, omfordeling, og små politiske ændringer med arbejdsudbudseffekter, der nogle gange tælles i hundreder, mangler der i desperat grad store reformer. Danmarks økonomiske motor kører langsommere end naboernes, og hvis vi havde været på en reel motorvej på vej mellem Aarhus i 1970 og København i 2019, havde danskerne stadig været i Ringsted mens naboerne ankom til København.