Hvis nogen skulle være i tvivl, var folketingsvalget forleden en katastrofe for de gamle, borgerlige partier – det Konservative Folkeparti og Venstre. Venstre gik fra 43 til 23 mandater, og selvom de konservative en overgang stod til at få omkring 15-16 procent af stemmerne, og således kunne se frem til noget det lignede en fordobling af mandattallet, endte de med at tabe to. I det nye Folketing har de to partier således tilsammen 33 mandater  – 23 til Venstre og 10 til Konservative.

En del af udviklingen ligger naturligvis i, at Moderaterne – Lars Løkkes enmandsprojekt, som ingen præcist kender den politiske retning hos – fik 16 mandater. Inger Støjbergs ligeledes personlige projekt, Danmarksdemokraterne, tog 14 mandater (de 11 fra et imploderende Dansk Folkeparti) og nye Borgerlige gik fra 4 til 6 mandater. Sidst, men ikke mindst, gik Liberal Alliance frem fra 4 til 14 mandater.

Særligt de konservative er gået i gang med en del ’soul searching’, på trods af Søren Pape Poulsen og ledelsens absolutte modvilje mod at diskutere problemet. Flere ældre politikere, inklusive partiets tidligere toppolitiker Connie Hedegaard, har allerede kritiseret, at Pape gik til valg på at afskaffe topskatten. I hendes optik skal man mene noget om klima, og helst have en stærkt interventionistisk politik med ansvaret lagt hos EU. De konservatives borgerlige profil skal væk på samme måde, som Troels Lund Poulsen i Venstre arbejder for, at partiet helst ikke skal mene noget som helst. Begge politikere har deres personlige kæpheste, men holder ellers hårdt på Hjort-doktrinen: At man ikke kan vinde valg på borgerlig politik, men bør rykke ind på midten hvor vælgerne angiveligt er.

Det pudsige i holdningen er, at den indebærer at borgerlige partier helst skal gøre som om de er socialdemokratiske. Hjort-doktrinen har dermed over årene undermineret det Konservative Folkepartis og Venstres eksistensberettigelse som noget som helst andet end organisationer for folk, der gerne vil have magt.

En interessant detalje er, at det samme i høj grad er sket for de britiske konservative. Det er endda en politisk position, der foreløbig er hamret fast af den nye premierminister Rishi Sunak, efter at Liz Truss forsøgte sig med en borgerlig profil. Allister Heath diskuterer i dag det samme spørgsmål som vi stiller i Danmark, men i en britisk kontekst, i The Telegraph. Cameron og Johnson forsøgte febrilsk at flytte de konservatives politik ind på midten, men meget tydeligt uden nogen særlig vælger succes. Som den altid interessante Heath formulerer det: ”Perhaps not believing in anything doesn’t lead to electoral nirvana after all?”

Ser man på det danske valg, er det også endda meget svært at forstå, hvorfor nogen skulle tro at udfaldet støtter Hjort-doktrinen. Udover Moderaterne, der er gået på rov i V og K-vælgerne, og Danmarksdemokraterne, der reelt er det nye DF, har de to store succeser været Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De to partier, der virkeligt har trukket vælgere, er således dem med en klart borgerlig profil i så centrale emner som skattepolitik og regulering. Hvis Hjort-doktrinen havde været sand, skulle man have forventet netop de partier havde klaret sig dårligt.

Det triste er, at Hjort-doktrinen har hærget i de store partier siden valget i 1998, selvom den tydeligvis allerede dengang var en fejlanalyse. Vælgerne forlader ikke V og K fordi de er borgerlige, men fordi deres toppolitikere enten er utroværdige, eller fordi de simpelthen ikke mener noget. Et fint eksempel på, hvor bange man er blevet for vælgerne, er at Venstre fredede den såkaldte Arne-pension. Selvom kun 40.000 danskere havde søgt om og fået Arne-pension per 30/6, ville Venstre ikke risikere at fornærme nogen af de 40.000, ud af en samlet pulje på 4,27 millioner vælgere! Ellemanns parti gav således køb på borgerlig politik og støttede et blatant, socialdemokratisk forsøg på at købe vælgere, fordi de var bange for færre end én procent af vælgerne. Hvis man er så nervøs for at tabe enkelte vælgere, ender man med ikke at tiltrække en eneste ny.

Mit bud på en central del af miseren er den udbredte borgerlede i dansk politik. Ledende politikere og toppen af partiapparaterne tror, at danskerne er dumme – og væsentligt dummere end politikerne. De har ingen tiltro til, at danskerne kan finde ud af at leve livet uden store lederes hjælp. Og de forstår derfor ikke, hvordan mange danskere opfatter politikere – inklusive partilederne – som dybt utroværdige – partiet har jo fortalt vælgerne, at de skal stole på dem. Uden en respekt for danskerne – for hvert individs kompetence i eget liv og forståelse af hvordan politik påvirker dem – sker der næppe noget. Undtagelsen er Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der har en vis grad af liberal ideologi tilbage. Og i mellemtiden forsvinder Venstre og de konservative stille ud i den politiske irrelevans.