Som nogle af vores velinformerede læsere sikkert ved, findes der en lang diskussion om forholdet mellem kapitalisme og liberal markedsøkonomi på den ene side, og demokrati på den anden. På den yderste venstrefløj hævdes det til tider, at en relativt ureguleret markedsøkonomi med udbredt økonomisk frihed underminerer demokratiet, men ellers står diskussionen typisk mellem dem, der argumenterer at der ikke er nogen sammenhæng, og dem der argumenterer for det der kaldes Hayek-Friedman Hypotesen.

Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.

Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.

I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).

Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen:  Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.

De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.

De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.

Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.