Det er konklusionen i min kommentar i Børsen tirsdag.

I en fri markedsøkonomi er vores handel med milliardæren ikke et nulsumsspil, hvor den ene kun kan vinde, hvis den anden taber. Handlen er et positivsamspil, hvor begge parter vinder.

Men i en ikke-fri økonomi, hvor staten regulerer ned i mindste detalje, er det ikke nødvendigvis sådan. Her kan du blive rig på, at staten giver dig monopol eller lignende. I en ikkefri økonomi kan milliardærer derfor være et symptom på, at staten har tildelt nogle særinteresser særlige privilegier i form af f.eks. favorable skatteforhold, statslige subsidier eller beskyttende regulering.

Venstrefløjens skepsis overfor milliardærer ender ofte i krav om mere regulering. Alt fra Facebook til elløbehjul skal reguleres i håb om at stække pengekræfterne og gøre økonomien mere fair. Men denne slags løsninger er farlige. For selvom man kan forestille sig, at mere magtfulde politikere kan indføre bedre regulering, skaber det også flere muligheder for særinteresser, for at påvirke politikere og tilrane sig de privilegier, som venstrefløjen vil bekæmpe.

I sidste ende er problemet, at politikerne sidder på noget af stor værdi: Magten til at regulere. Jo mere magt vi giver politikerne, jo mere tilskyndelse har særinteresser til at forsøge at påvirke politikerne. Og jo større magt vil særinteresserne få, hvis de har succes med deres lobbyarbejde. Venstrefløjens løsning forværrer altså nemt problemet.

Læs hele kommentaren her.