Venstre og Blå Blok i 50 år

Idag forlod Jakob Ellemann ikke blot regeringen, men dansk politik. Baggrunden er voldsom utilfredshed i baglandet, og ikke mindst historisk elendige meningsmålinger. Hvis der var valg imorgen, viser de nyeste Gallup-målinger, at Venstre ville få blot 8,7 procent af stemmerne. Det ville være partiets værste valg siden 1909, da det var splittet i flere dele. Problemet skal ses på baggrund af, at partiet til valget for fire år siden fik 23,4 procent. Flere Venstre-folk har de seneste uger talt om, at det ikke blot er et problem for Venstre, men for hele Blå Blok. Men er det faktisk det?

Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.

Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.

Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.

3 thoughts on “Venstre og Blå Blok i 50 år

  1. Thomas Bøge Nielsen

    Jeg går ud fra, at du i dette opslag regner Moderaterne med i blå blok?
    Kan du linke til et site, hvor man kan se, hvordan ideologiindekset for de enkelte partier beregnes?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Kære Thomas
      Det hele er fra et meget større datasæt, som Niclas Berggren og jeg skabte til en artikel i 2017. Jeg har fornylig været ved at opdatere det hele. Alle partier får en score på -1 (ureformeret socialistisk / kommunistisk), -½ (moderne socialistisk), 0 (socialdemokratisk / midt), +½ (konservativt og generel højreorientering), eller 1 (klassisk liberal).
      De danske partier der får -1 er forskellige små venstreekstreme, VS, DKP og Enhedslisten, -½ er primært SF, men også Alternativet (og tidligere partier som Fælles Kurs), 0 er socialdemokraterne og de radikale, +½ er Venstre, konservative, CD, DF, DD, Nye Borgerlige, og Kristendemokraterne, mens +½ er LA og Fremskridtspartier.
      Man kan altid diskutere, hvor akkurat metoden er. Men pointen er, at man kan applikere den relativt konsistent på tværs af lande og tid.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.