Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsigtede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.
Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.
Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.
Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.
Jeg synes ikke vi fik forklaringen på hvordan andelen af børnearbejde direkte steg!
Det er sandsynligvis, fordi et forbud mod børnearbejde kommer til at virke som en teknisk handelshindring. Hvis fattige familier lader deres børn hjælpe til – som det for eksempel var almindeligt i dansk landbrug for 100 år eller mere siden – vil det tælle som børnearbejde i aftalen. De kan derfor enten stoppe med at lade børnene hjælpe til – hvilket gør deres landbrug mindre produktivt – eller holde op med at eksportere til de partnere, som aftalen er indgået med. I begge tilfælde begrænser det deres økonomiske muligheder. Og det gælder endda, hvis de ikke har børn til at hjælpe, men ‘bare’ vil have omkostninger forbundet med at_dokumentere_at de ikke bruger børnearbejde. Et af de store problemer med mange af den slags krav er netop, at det er svært og dyrt at dokumentere, at man overholder dem – særligt hvis man i forvejen er fattig eller bor i et fattigt område.
Man behøver såmænd ikke gå 100 år tilbage. I min barndom i halvfjerdserne og starten af firserne holdt jeg af og til ferie hos familie, som havde egen gård og her hjalp jeg med at hyppe roer og kartofler. Alle fra min generation som som kom var landmændsbørn eller kom fra landet, kunne berette om det samme.
Skiftet kom i takt med at der kom store landbrugsmaskiner i brug over alt og antallet af ulykker som omfattede børn steg. Det var først her lovgiverne skred ind. De forbød dog ikke børnearbejde, men der kom sikkerhedskrav, som kraftigt reducerede hvad man kunne sætte børn til, i det nu industrialiserede landbrug. Det var først da EU besluttede der skulle sættes en aldersgrænse at der kom sådan en i Danmark. I 1996 blev den sat til 13 år og i 2015 blev den ændret til den alder hvor skolepligten ophører, hvilket er 15 år i Danmark.
Mon ikke en langt bedre løsning ville være at de skulle kunne dokumentere at de børn der evt. arbejder også får en skolegang. Det vil gøre dokumentationen langt nemmere, da det så er den lokale skole der står for den (evt. blot i form af kvitteringer).
Det vil også gøre det muligt for fattige familier, der ikke har råd til at sende deres børn i skole, at sikre dem en skolegang ved at de noget af tiden arbejder på lokale farme. Vi skal jo lige huske at efterårsferien engang blev kaldt kartoffelferien, fordi børn på landet hjalp til med kartoffelhøsten og derfor skulle have fri fra skole.
Pingback: Tilsigtede ‘utilsigtede’ konsekvenser? – Tu Ne Cede Malis