Forleden skrev Claus Højte fra LLO i et svar til mig, at ”Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning – måske med undtagelse af Sverige. Men dér er reguleringen mere omfattende end i Danmark.”
For at kvalificere påstanden, skal vi i dette indlæg se på boligsituationen i Sverige, hvor man har haft huslejeregulering i over 100 år (læs evt. dette glimrende indlæg).
Hvert år gennemfører Boverket i Sverige en spørgeskemaundersøgelse, hvor Sveriges kommuner bl.a. angiver, om de oplever mangel på boliger i kommunen og ”på centralorten, i innerstan”. Kommunerne kan enten svare, at der er underskud, balance eller overskud af boliger.
Nedenstående figur viser boligsituationen i hovedbyen (”centralorten”). Figuren viser, at 61% af kommunerne i Sverige oplever boligmangel, og fordi det generelt er de større kommuner, der oplever boligmangel, er det altså 73% af alle svenskerne, der lige nu bor i kommuner, hvor der er boligmangel (med udgangspunkt i befolkningstallet for 2023).
Hvor mange svenskere, der gerne vil flytte til en kommune med boligmangel, men ikke gør det, fordi de ikke kan få en bolig, melder historien desværre ikke noget om.
Når Claus Højte fra LLO skriver ”bedst” er det selvfølgelig hans helt subjektive vurdering. Og en subjektiv holdning kan nok så mange statistikker ikke modbevise.
Men det ER altså svært at forstå, hvordan udbredt boligmangel i et land på nogen måde skulle være et tegn på, at landet har ”de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.
PS: Mit regneark kan hentes her, hvis det skulle have interesse.
Det kunne måske også have betydning for boligmanglen, at Sverige igennem årtier har importeret hundredetusinder årligt, der har forrang for svenskerne på boligmarkedet. Det ville være interessant at se en kurve over indvandring sammenholdt med mangel på boĺiger.
Boligmangel (forskel mellem udbud og efterspørgsel) hænger ikke sammen med efterspørgslen (/indvandring). Det er illustreret meget fint af John Cochrane her:
Han citerer Milton Friedman og George Stigler, som skriver:
“Thus a city of about 400,000 lost more than half of its housing facilities in three days [efter jordskælvet i 1906].
[…]
Yet, when one turns to the San Francisco Chronicle of May 24, 1906—the first available issue after the earthquake—there is not a single mention of a housing shortage. The classified advertisements listed 64 offers (some for more than one dwelling) of plates and houses for rent, and 19 houses for sale, against 5 adverstisements of flats or houses wanted. Then and thereafter a considerable number of all types of accommodation except hotel rooms were offered for rent.”
Hvorfor opstod der ikke mangel på boliger? Fordi SF ikke havde huslejeregulering i 1906. I stedet steg priserne, så folk fik tilskyndelse til at bo flere under samme tag, flytte til andre byer osv.
Claus Højte mener nok, at de som er heldige at få en bolig, har gode forhold.
Præcis. Ligesom lottovinderne oplever en økonomisk gevinst ved at spille lotto (i modsætning til alle andre) 🙂
Pingback: Mere om boligregulering og ‘gode boligforhold’ - Punditokraterne