I sidste uge besøgte jeg universitetet i Warszawa for at holde et seminar og besøge gode kolleger. En del af diskussionen over en hyggelig, polsk middag den ene dag, var hvor enorm den økonomiske og sociale udvikling har været i Polen. Mine kolleger kunne fortælle om et land, der på blot 30 år er kommet fra omfattende, grå levn fra kommunismen og politi, der stoppede en på vejen for at få bestikkelse, til en moderne, velstående retsstat. På vej hjem – med 3½ times forsinkelse og derfor god tid til at arbejde – tog jeg et kig på, hvor stor fremgangen faktisk har været.

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.